Cykelkommentator, og meget mere, Bastian Emil Goldschmidt debuterede den 11. oktober som skønlitterær forfatter med Rytteren og den rejsende, der er udkommet på forlaget Strandberg Publishing.
Af Kenneth Møller Kristensen
JuicyNet.dk har haft lejlighed til at læse romanen, der tager udgangspunkt i fortællingen om Paolo fra Sardinien, der har en drøm om at blive jockey og deltage i det traditionsrige hestevæddeløb Palio di Siena. Paolo møder Matteo. Kontrasten mellem de to er kernen i Rytteren og den rejsende, og et oplagt element til reflektion.
Der er mange gode elementer i Rytteren og den rejsende. Det er en roman, der får dig til at tænke på dit eget liv, om du er det rette sted, om du bruger dit liv på den rette måde. Det er dog som om der mangler et dybere lag, og som om sproget i bogen er lidt simpelt og fyldt med informationer, der falder lidt uden for den basale fortælling. En ting er dog sikker, forfatter Bastian Emil Goldschmidt har passion for cykelsport, der flere gange er flettet ind i fortællingen, nok lidt forceret, og for hestevæddeløb. Det er tydeligt og en klar fordel for roman.
Tre Appelsiner fra JuicyNet.dk for en stabil roman med mange gode elementer og intentioner. Det føles dog som om det sidste mangler for at komme helt i dybden.