Reggaeton og indiepop er ikke noget, der normalt optræder i samme track. Men det gør det på den nye single fra dansk-argentinske Capitana. Fredag udkommer Sigo.
Den nye single handler om at prøve at undgå dét, som man er draget imod. Ikke at lade sig give efter for en altopslugende impuls om at gå tilbage, men være vedholdende i de skridt, der tager videre. Capitanas intime vokalpræstation sætter sig i skarp kontrast til de pulserende breakbeat trommer, der driver nummeret frem.
“Sigo” betyder “jeg fortsætter” på spansk og sangen er netop dét – en fortsættelse. Nummeret er nemlig den anden single fra Capitanas kommende debutalbum, der udkommer til august. Den første smagsprøve, Real, udkom i 2024.
Bag Capitana står dansk-argentinske producer og pianist Nanna Fittipaldi Giobbi. Giobbi blander genrer og elementer fra undergrundsscenen i London med latinamerikansk musik på en legende let måde. Og det er ikke så underligt, for Giobbi har boet i både London, Buenos Aires og Mexico City i de forgangne år. Tidligere har Giobbi komponeret musik til kunstfilm, installationer og for andre artister. Hun har blandt andet bidraget med klaver på nummeret Czech One fra albummet The OOZ af King Krule. Det seneste år har hun desuden arbejdet på flere featuring-projekter med forskellige artister, som vi får meget mere at høre om i 2025.