Black Eyed Peas er klar til Danmark

Black Eyed Peas er klar til Danmark

Den 27. juni indtager det internationale superband Black Eyed Peas Tivoli i København som en del af FredagsRock.

Med over 30 år i musikbranchen har Black Eyed Peas – bestående af will.i.am, Apl.de.Ap og Taboo – for længst cementeret deres status som én af deres generations mest ikoniske grupper. De har vundet seks Grammyer, solgt mere end 35 millioner albums og 120 millioner singler, og blev i 2010 kåret som den næstmest downloadede musikgruppe nogensinde.

Black Eyed Peas blev dannet i Los Angeles i 1995, og i år kan gruppen fejre sit 30-års jubilæum. Siden debuten har de markeret sig som et af verdens mest succesfulde bands og en perlerække af globale hits som Where Is The Love?, Let’s Get It Started, I Gotta Feeling, Boom Boom Pow, Meet Me Halfway ogi 2022 fortsatte de hitstimen med Don’t You Worry, et samarbejde med Shakira og David Guetta. På scenen i Tivoli bliver de akkompagneret af J. Rey Soul, der siden 2018 har været gruppens faste vokalfront.

Black Eyed Peas skulle have optrådt i Danmark i 2023, men måtte aflyse deres planlagte koncert på Tinderbox. Derfor er der ekstra god grund til, at danske Peabodies – som bandets dedikerede fans hedder – nu kan se frem til at opleve Black Eyed Peas live i hjertet af København.

DJ Lisa Fosmark starter festen kl. 19.00, og der er god grund til at komme tidligt og nyde både musikken og sommerstemningen i haven. Til koncerten med Black Eyed Peas, der indledes kl. 22 kræves pladsreservation, og det anbefales at ankomme i god tid.