En tudse på sin rette plads

En tudse på sin rette plads

Den 4. juli flyttede en ny tudse ind i Tivoli.

Den vejrer et halv tons, og så har den slået sig ned på en af de klassiske københavnerbænke i Carstensens gamle have ikke langt fra statuen af netop Tivolis grundlægger.

Sleeping Beauty hedder tudsen. Den hverken sover eller er smuk. Så måske trænger den til et kys for at blive til en prins! Det er i hvert fald meningen, at de besøgende i Tivoli gerne må røre, kravle på og vel også kysse tudsen. Og det gør folk. Står man lidt og observerer tudsen, der sidder med det berømte Pantomimeteatret i baggrunden, så bemærker man nemlig at den tiltrækker masser af opmærksomhed. Både ung og gammel får et smil på læben, når de opdager, at det faktisk er en enorm tudse, der sidder på den klassiske københavnske bænk.

Det er en statue, der er meget massiv, men samtidig også en statue med rigtig mange små detaljer, som blandt andet den lille fugl, der sidder på bænken, og at tudsens enorme legeme flyder ud bag bænken. Noget der bidrager til yderligere smil, og at tudsen falder ind i områdets element.

Få meter fra tudsen, Sleeping Beauty, står en statue af Georg Carstensen, der grundlagde Tivoli i 1842.

Tivoli har fået en ekstra seværdighed. Ikke en af de mest iøjnefaldende, men en der bidrager til den helt unikke stemning, der er i den smukke gamle have. På sin egen måde, naturligt og finuligt.

Tudsen er lavet af kunstneren Maria Rubinke, der ikke er fremmed i Tivoli. I sommeren 2024 udstillede hun et andet værk – også en bænk – som del af kunstmessen CHART. Den eventyrlige bænk var en stor succes blandt gæsterne, og også Tivolis direktør, Susanne Mørch Koch, forelskede sig i Rubinkes værk, og bad hende derfor om at skabe en ny bænk særligt til Tivoli. Maria Rubinke har blandt andet også lavet den ikoniske dør til restaurant Alchemist.