Udstillingen København-Berlin: Portalen til verden kan opleves i Nikolaj Kunsthal fra 28. august til 11. januar 2026.
På udstillingen zoomes ind på den frugtbare æra i Berlin i kølvandet på murens fald. Der fokuseres på et udsnit af de billedkunstnere fra København, som blev tiltrukket af Berlins omkalfatring i forlængelse af fusionen mellem øst og vest.
En dragende by i opbrud
Med Berlinmurens fald i 1989 åbnede byen sig op som et vidtrækkende eksperimentarium for kreative aktører og nye kunstneriske strømninger og udtryk. Byens rå og urbane identitet – især i det tidligere Østberlin – betød ikke mindst billige atelierer og boliger i et af Europas knudepunkter. De lave leveomkostninger gjorde det bl.a. muligt for unge, eksperimenterende kunstnere at slå sig ned i byen og udvikle deres praksis uden et tyngende kommercielt pres. Samtidig betød byens tiltagende internationale profil et afgørende potentiale i mødet med andre kunstprofessionelle med globalt udsyn.
København-Berlin: Portalen til verden viser værker af ni kunstnere og kunstnerduoer, som arbejder med medier som maleri, performance, lyd og installation.
Udstillingen tæller – i alfabetisk rækkefølge – bidrag fra Alexander Tillegreen, Cassie Augusta Jørgensen, Deniz Eroglu, Dina El Kaisy Friemuth, Gitte Villesen, Lise Harlev, Tommy Støckel, Ulrik Møller og Vinyl-terror & -horror.
