Et program spækket med spændende gadeidræt, events og en masse aktiviteter, publikum selv kan deltage i. Det er, hvad der venter københavnerne til festivalen Copenhagen Street Days i weekenden den 5. – 7. september.
Programmet byder på alt fra skateboarding, graffiti, dance battles og parkour til freestyle- og pannafodbold (streetfodboldspil med fokus på boldkontrol og teknik), calisthenics (særlig form for styrketræning) og ikke mindst EM i 3×3 basketball, hvor de bedste 3×3 baskethold kæmper om at blive europamestre.
Copenhagen Street Days er skabt som en åben, gratis og mangfoldig festival, hvor alle kan være med – både som tilskuere og deltagere. Ved Ofelia Plads vil der være workshops, åben træning og opvisninger i forskellige streetdiscipliner – og publikum kan selv prøve kræfter med mange af aktiviteterne eller bare nyde stemningen og se nogle af verdens bedste udøvere give den gas på scenen.
“København skal hele tiden udvikle sig og kunne lægge asfalt til store, internationale events. Med Copenhagen Street Days tiltrækker vi nogle af de dygtigste udøvere til København og giver samtidig alle mulighed for at prøve sig selv af, hvad enten det handler om basket, skateboarding eller rap. Det er netop blandingen af eliteudøvere og almindelige deltagere, der i min optik gør festivalen helt unik,” siger overborgmester Lars Weiss.
Festivalen er fordelt på tre aktivitetsområder og to scener ved Ofelia Plads og Sankt Annæ Plads.
Der er fri entré til festivalen. EM i 3×3 basketball skal man købe billet til.
Festivalen er arrangeret af Københavns Kommune, Danmarks Basketball-Forbund og Sport Event Denmark. Programmet er sammensat af organisationen GAME og Københavns Kommune.
