Tivoli afslører årets Halloween program

Tivoli afslører årets Halloween program

Når dørene på fredag åbner for Halloween i Tivoli den 3. oktober, er det 20. gang, at forlystelseshaven markerer årets mest uhyggelige – men også en af de mest hyggelige – højtider. I anledning af jubilæet, forlænges sæsonen i år med en ekstra uge. Samtidig bliver det prisbelønnede scaryhouse, Villa Vendetta, tilført en række nye gys. Under dette års Halloween hjemsøges herskabsvillaens mørke korridorer nemlig af en helt særlig gæst, når streamingtjenesten HBO Max rykker ind i dele af Villa Vendetta med nye, uhyggelige elementer fra den kommende gyserserie ‘IT: Welcome to Derry’.Som altid vil Tivolis gæster også kunne opleve tusindvis af græskar, DM i kæmpegræskar og gruopvækkende scary-houses. Under Halloween kan gæsterne desuden se frem til den eventyrlige musical Skønheden og Udyret i Tivolis Koncertsal, samt den nye musical Tag med Alice til Eventyrland i Glassalen. 

”Halloween har skrevet sig ind som en fast og populær Tivoli-tradition, hvor både danske og internationale gæster søger den særlige blanding af (u)hygge, magiske udsmykninger og stemningsfulde oplevelser. Derfor glæder det os at kunne udvide med endnu en uge, så endnu flere får mulighed for at opleve Tivoli i efterårets smukke farver”, udtaler Susanne Mørch, adm. direktør i Tivoli.

Halloween i Tivoli åbner den 3. oktober og kan opleves frem til den 2. november.