Rig mulighed for en skræmmende Halloween-oplevelse i Tivoli

Rig mulighed for en skræmmende Halloween-oplevelse i Tivoli

Fredag åbner Tivoli for Halloween-sæsonen. Dermed er det tid til hygge, men i høj grad også uhygge.

Halloween er de dødes fest. Tid til at blive skræmt og måske blive fascineret. Er det noget der tiltaler dig, så er et besøg i Tivoli en oplagt mulighed.

For ud over den utroligt smukke oppyntning i Carstensens gamle have, så fejres 20 års jubilæet for Halloween i Tivoli med et par gyselige nyheder. Det både i det prisvindende scary house Villa Vendetta, men i høj grad også i Skærsilden under den 111 år gamle Rutschebane, som under Halloween er forvandlet til endnu et scary house med navnet Det Hjemsøgte.

Begge steder kan du møde levende performere, og det er absolut ikke for sarte sjæle at bevæge sig gennem de to huse. De kommer nemlig utroligt tæt på, performerne. De venter lige om hjørnet, men du ved aldrig hvor. Men de ved hvordan skal skræmme dig. Og det er imponerende svært at skelne dukker fra levede døde. Du skal være lavet af sten for ikke at få stærke reaktioner.

Villa Vandetta

Villa Vendetta er Tivolis permanente scary house, som kan prøves under alle sæsoner, men under dette års Halloween hjemsøges Villa Vendettas mørke gange af en helt særlig gæst, når tv-selskabet HBO Max bidrager med nye overraskelser hentet fra tv-serien IT Welcome to Derry. Serien, der får premiere på HBO Max den 27. oktober, er baseret på romanen ’IT’ af Stephen King og bygger videre på det ikoniske univers og den vision, som filmskaber Andy Muschietti skabte i spillefilmene ’IT’ og ’IT Chapter Two’. I Villa Vendetta venter også andre skrækindjagende karakterer på de mest modige gæster, der kan forvente kuldegysninger i rigelige mængder på den 150 meter lange tur gennem 12 mørke rum fyldt med gru – alt sammen fordelt på 800 kvadratmeter rendyrket rædsel med et glimt i øjet.

Det hjemsøgte finder du under den ikoniske 111 år gamle Rutschebane. Her venter en endnu en intens oplevelse i Skærsilden, som under Halloween er forvandlet til endnu et scary house med navnet Det Hjemsøgte. Her træder gæsterne ind på et hospital for mislykkede eksperimenter – en oplevelse, hvor de ildevarslende beboere kommer faretruende tæt på. Det siges, at i de mørke kældergange lå et hospital, hvor patienter, læger og de ulykkelige sjæle, havde deres gang. Da hospitalet lukkede, blev gangene forladt – men ikke alle kom med. De venter i mørket, og man ved aldrig, hvem der venter om næste hjørne.

Det Hjemsøgte

Halloween i Tivoli 20 sæsoner
Tivoli har altid haft behov for at udvikle sig. Det skete også i 2006, hvor Tivoli slog gitterporten op for den første Halloween-sæson, der varede i 10 dage. Første sæson blev besøgt af 250.000 gæster. I dag besøges Halloween i Tivoli af ca. en halv mio. gæster. Halloween i Tivoli passer også med svenskernes Höstfest, og på den måde rammer Halloween i Tivoli både danskernes og svenskernes efterårsferie. 

Halloween i Tivoli åbner den 3. oktober og løber frem til den 2. november.

  • 22.100 græskar er placeret rundt omkring i Haven.
  • 180 meter lang pilefletslabyrint.
  • 10.000 græsser, stauder, krydderurter, frugt- buske og -træer mm. til scenografi af Haven.
  • 225 m2 tage er blevet beplantede med blomster i efterårsfarver.
  • DM i Kæmpegræskar afholdes for 18. gang i år (2025).
  • Ca. 20 gartnere, arbejdsmænd og tilriggere har arbejdet med gartnerdelen af Halloween i Tivoli.