AI-vinrådgiver i Danmarks ældste vinhandel

AI-vinrådgiver i Danmarks ældste vinhandel

AI er overalt. Også i Vinbranchen.

Det viste sig på ingen måde at være let, da Kjær & Sommerfeldt for 1½ år siden ville skabe en AI-vinrådgiver, der kunne hjælpe deres kunder med at vælge vin. Det er først nu, efter mere end et års arbejde, at det er lykkedes at lave en digital vinrådgiver, der kan anbefale de helt rigtige vine, når kunderne har brug for hjælp – og som også kan svare på de helt svære vinspørgsmål.

“Det var ikke vigtigt for os at komme først med en digital vinrådgiver. Det kunne vi have gjort for længe siden. Det vigtige for os var at gøre det rigtigt – og at komme med en løsning til vores kunder, som har samme høje niveau, som hvis de talte med en af vores vineksperter”, udtaler Mads Stensgaard, CEO for Kjær & Sommerfeldt.

Hvad hjælper AI-vinrådgiveren med?
Den digitale AI-vinrådgiver hos Kjær & Sommerfeldt fungerer som en chatbaseret vinekspert, der kan hjælpe både nybegyndere og vinentusiaster. Den er integreret nederst til højre på deres hjemmeside, så kunderne let kan finde den, lige meget hvor de er på hjemmesiden.

Kunderne skriver blot deres spørgsmål – præcis som de ville spørge en vinhandler i en fysisk butik. Eksempler på, hvad den kan hjælpe med:

  • Mad og vin: Kunden beskriver sin menu og får forslag til vine, der matcher.
  • Inspiration: Kunden nævner sin yndlingsvin og får anbefalet andre, der minder om den.
  • Faglig viden: Kunden spørger fx om forskellen på to vine, serveringstemperaturer eller vinudtryk.
  • Festplanlægning: Kunden får hjælp til at finde vine og antal flasker til deres fest.