Alkoholfri øl fortsætter fremgang

Alkoholfri øl fortsætter fremgang

Danskerne drak 8% mere alkoholfri øl i 2025 end året før. Salget er femdoblet siden 2014, viser indberetninger fra Bryggeriforeningens medlemmer.

Danskernes tørst efter alkoholfri øl synes uudslukkelig. Vi drak lige knap 10 millioner liter alkoholfri øl i 2025. Det er 8% mere end i 2024 – og fem gange mere end i 2014, da grænsen for, hvornår en øl må kaldes for alkoholfri, blev hævet fra 0,1% til 0,5%.

”Alkoholfri øl befinder sig midt i et sweet spot. Dels nyder det godt af, at et voksende antal forbrugere ind i mellem gerne vil nyde drikkevarer af god kvalitet, men uden alkohol. Dels bliver bryggerne dygtigere og dygtigere til at brygge velsmagende øl uden procenter”, siger Nick Hækkerup, der er direktør for Bryggeriforeningen.

I takt med alkoholfri øls stigende popularitet får forbrugerne et større udbud at vælge imellem. I 2025 bryggede Bryggeriforeningens medlemmer næsten 100 forskellige alkoholfri øl.

Januar er traditionelt den bedste måned for salg af alkoholfri øl – her ligger salget mellem en fjerdedel og en tredjedel højere end i årets øvrige måneder.

Langt de fleste alkoholfri øl bliver sandsynligvis nydt derhjemme, idet 85% af de alkoholfri øl blev købt i butikkerne, mens 15% serveredes på barer, caféer og restaurationer. Til sammenligning købte danskerne 75% af deres øl med procenter i butikker og 25% ude i byen.