Cykelrytter Lasse Norman Leth er sammen med roer Eskild Ebbesen og skytterne Lars Jørgen Madsen og Niels Hansen Ditlev Larsen de eneste danske atleter, der har vundet fem OL-medaljer.
“Lige siden jeg så 49’eren vinde OL guld i 2008”, har OL været noget specielt for mig, forklarede Lasse Norman torsdag til CyclingWorld.dk i forbindelse med præsentation af baneteamet Stark Peter Ellegaard powered by Sana.
Lasse Norman kom ikke med på det danske 4000 meter hold ved OL i Paris, hvor han i stedet var førstereserve. Det blev i øvrigt ikke dansk medalje i disciplinen. Men nu håber han, at slå rekorden ved OL 2028 i Los Angeles.
“Det ærgrer mig, at jeg ikke fik chancen i Paris. Derfor håber jeg at kunne vinde en medalje i Los Angeles. Det er det sidste mål i min karriere. Det motiverer mig at kunne slå rekorden, men det største vil være at vinde guld med holdet”, uddybede Lasse Norman, der altså i 2026 kører for baneteamet, der torsdag blev præsenteret i Ballerup Super Arena i den lounge, der er opkaldt efter en anden dansk cykellegende, Thorvald Ellegaard.
Lasse Normans OL-medaljer:
Guld, omnium London 2012
Bronze, omnium Rio 2016
Bronze, holdforfølgelse, Rio 2016
Sølv, holdforfølgelse, Tokyo 2021
Guld, parløb, Tokyo 2021.
I øvrigt. Eskild Ebbesen vandt tre guldmedaljer og to af bronze i roning fra 1996 til 2012. Lars Jørgen Madsen har vundet fem medaljer i skydning fra 1900 til 1924 og Niels Hansen Ditlev Larsen har vundet fem medaljer i skydning mellem 1912 og 1924.
Paul Elvstrøm vandt fire guldmedaljer i sejlads i henholdsvis 1948, 1952, 1956 og 1960.
