Selvom priserne på flybrændstof er steget grundet krig i Mellemøsten, er flybilletpriserne faldet på den korte bane. Det viser tal fra rejsesøgemaskinen momondo.
Rejsesøgemaskinen har undersøgt, hvordan flypriserne har udviklet sig sammenlignet med sidste år og set nærmere på den kommende sommerperiode.
Her viser det sig, at på trods af stigende brændstofpriser, er gennemsnitspriserne for flyrejser fra Danmark i april og maj faldet med 13 pct. sammenlignet med sidste år. For sommerperioden ligger gennemsnitspriserne generelt på niveau med sidste år, med et mindre fald på omkring 1 pct.
Ifølge momondo er det en bred vifte af faktorer, der driver udviklingen. Flypriser er ifølge rejsesøgemaskinen dynamiske og kan ændre sig hurtigt på baggrund af flere faktorer.
Artiklen fortsætter efter videoen
“Ud over brændstofpriser bestemmes flypriser af en række forskellige faktorer, herunder udbud og efterspørgsel, sæsonudsving, konkurrence, driftsomkostninger, offentlige afgifter og valutakurser. Flyselskaber fastsætter priser baseret på efterspørgsel, hvilket resulterer i, at priserne svinger over tid,” siger Lisbet Due Berg, der er presseansvarlig hos momondo.
Ser man på danskernes 10 mest søgte destinationer på momondo.dk for sommeren, varierer prisudviklingen, men udsvingene er overordnet begrænsede.
Se i nedenstående.
| Søgerangering | Destination | Gennemsnitsflypris for sommeren 2026 | % ændring i gennemsnitsflypris sammenlignet med sommeren 2025 |
| 1 | Malaga, Spanien | 2.361 kr | 1 % |
| 2 | Bangkok, Thailand | 7.726 kr | -3 % |
| 3 | Palma de Mallorca, Spanien | 2.218 kr | 16 % |
| 4 | Nice, Frankrig | 2.251 kr | 4 % |
| 5 | Barcelona, Spanien | 2.142 kr | 18 % |
| 6 | London, Storbritannien | 1.338 kr | 9 % |
| 7 | Paris, Frankrig | 1.758 kr | 11 % |
| 8 | Denpasar, Indonesien | 8.803 kr | -3 % |
| 9 | Lissabon, Portugal | 2.471 kr | -7 % |
| 10 | Rom, Italien | 1.844 kr | 12 % |
Data er baseret på flysøgninger foretaget på momondo.dk og associerede sider i perioden mellem 1.3.2026 og 31.3.2026 for flyrejser med afgang mellem 1.4.2026 og 31.5.2026 fra enhver dansk lufthavn.
