Cykelbogsforfatter, ejer af CyclingWorld.dk, fagansvarlig for cykelsport på Lex.dk, Kenneth Møller Kristensen, skriver på JuicyNet.dk en dagbog under Giro d’Italia 2026. Dagbogen udkommer hver dag omkring kl. 20.
Du kan købe cykelbøger skrevet af Kenneth Møller Kristensen på SportsBog.dk.
Så er det endelig tid
7. maj 2026
Så er det i morgen at Giro d’Italia 2026, udgave nr. 109 af Italiens største cykelløb indledes. Tre uger med verdens måske smukkeste cykelløb. Der er garanti for 21 hovedhistorier og masser af sidehistorier. Glæder mig.
Artiklen fortsætter efter videoen
Giro’en starter i Bulgarien. Det er på en måde både fantastisk og mærkeligt. Fantastisk fordi det inkluderer Bulgarien, der per 1. januar i år, fik euro som valuta, som en del af Europa. Men jo også lidt mærkeligt, at Italiens cykelløb så ofte starter uden for Italien. Nogle vil jo hævde at italienske cykelløb skal køres i Italien. Men så simpel er verden vel ikke. Det bliver 16. gang at Giro’en starter et andet sted end i Italien. Sidste år var det i Albanien, for et par år siden Budapest, i 2012 i Herning og i 1996 en meget berømt start i Athen, hvor dopingmyndighederne havde planlagt en stor dopingrazzia mod feltet, men blev snydt, da dette blev lækket til holdene.
Det italienske politi havde planlagt at ransage holdene på den færge, der skulle bringe holdene fra Grækenland til Italien. Det hele blev dog aflyst, da den italienske statsadvokat havde fået information om at holdene var blevet advaret, og alle ulovlige stoffer blev transporteret i neutrale biler fra Grækenland til Italien
Forhåbentlig er det andre tider nu. I hvert fald svært at forestille sig at doping er så organiseret som det var i 1990’erne.
En anden mærkelig detalje ved at Giro’en starter i Bulgarien er at landet, der er det fattigste i EU, ved det netop afholdt parlamentsvalg, har vist stor støtte til den stærkt Putin-venlige tidligere præsident Rumen Radev. Vel ikke så godt, når det handler om at bevare et fællesskab i Europa.
En af de ældste byer i Europa
Første etape skal køres ved Sortehavskysten fra Nessebar, tæt ved det berømte ferieresort Sunny Beach over 147 km til Burgas. Onsdag aften blev feltet præsenteret foran det der lignede et engageret publikum i Burgas, så forhåbentligt kommer der også masser af tilskuere på vejene i Bulgarien de næste dage. Også selvom der ikke er nogen ryttere fra Bulgarien med i feltet.

Nessebar er en af de ældste byer i Europa med en historie på mere end 300 år. Byen blev grundlagt af thrakerne og senere udviklet af grækerne, romerne og byzantinerne. Byen kan prale af en arkitektonisk arv af enestående værdi, som har sikret byen en plads på UNESCOs verdensarvsliste. Dens historiske centrum ligger på en lille halvø forbundet med fastlandet via en kunstig landtange og er kendetegnet ved rester af gamle murer, brostensbelagte gader og adskillige middelalderkirker.
Burgos er ligeledes ved Sortehavskysten, er et turistcentrum med ca. 230.000 indbyggere.

Milan den store favorit
Det er en meget flad etape, hvilket har tiltrukket mange sprintere til løbet, da en sejr som bekendt også giver en prestigefyldt pink førertrøje. Den største favorit er italienske Jonathan Milan fra Lidl Trek. Vel verdens hurtigste sprinter lige nu. Men måske danske Tobias Lund Andresen kan blande sig. Lund Andresen har i dette forår taget skridtet op til nu at være en sprinter i verdensklasse. Faktisk den eneste rene sprinter på det niveau, Danmark nogensinde har haft. Blandt andre gode bud på sejren er hollandske Dylan Groenewegen, der tydeligvis har fået ny motivation efter skiftet til det nyskabende Unibet Rose Rocket team, der faktisk startede som Youtube-kanal, men nu er med i Giro d’Italia. Virkeligt et spændende projekt, men jeg følger tæt. Holdet har jo også danske Niklas Larsen med i Giro’en.
Til fredagens spurt kan du også holde også øje med det franske supertalent Paul Magnier, belgiske Arnaud De Lie, australske Kaden Groves og tyske Pascal Ackermann. Der kan selvfølgelig komme overraskelser. Det kunne være fra britiske Ethan Vernon, der har vist god form her i foråret.
Med de mange hold med sprinterinteresse er det næsten umuligt at forestille sig, at det ikke ender med en massespurt. Skal vi have en dansk sejr allerede på første etape?
Det får vi svar på i morgen. Men faktisk er der allerede cykelløb torsdag. Det er der i Ballerup Super Arena, hvor den lokale cykelklub, DBC Ballerup, fejrer deres 145-års jubilæum. Det glæder jeg mig også til. Det er jo vildt, at verdens ældste cykelløb er dansk. Det har jeg jo i øvrigt skrevet en bog om! DBCs historie vidner i hvert fald om den stærke tradition vi har for cykelsporten i vores lille land. Og med hele otte danske ryttere med i Giro d’Italia fortsætter historien helt sikkert de kommende tre uger.
Der kommer nyt afsnit i Giro-dagbogen fredag aften.
