Cykelbogsforfatter, ejer af CyclingWorld.dk, fagansvarlig for cykelsport på Lex.dk, Kenneth Møller Kristensen, skriver på JuicyNet.dk en dagbog under Giro d’Italia 2026. Dagbogen udkommer hver dag omkring kl. 20.
Du kan købe cykelbøger skrevet af Kenneth Møller Kristensen på SportsBog.dk.
En superstjerne er født
10. maj 2026
To etapesejre i Bulgarien i Giro d’Italia. Det har ingen gjort før. Naturligvis, for Giro d’Italia har aldrig været i Bulgarien før. Men Paul Magnier blev søndag også den første franskmand nogensinde til at vinde to af de tre første etaper i en udgave af Giro d’Italia. Magnier er en af fransk cykelsports nye superstjerner. Det står helt tydeligt nu efter de to etapesejre i Italiens stolte cykelløb.
Det var med få centimeter, at Magnier søndag slog Jonathan Milan fra Lidl Trek og Dylan Gronewegen fra Unibet Rose Rockets. Etapen endte i en massespurt efter et udbrud på tre ryttere blev hentet kort før mål. Det var altså tæt på at det nyskabende Unibet Rose Rockets team fik en sejr i deres første Grand Tour. Det er tydeligt, at Gronewegen har fået øget motivation af at skifte på teamet, der blev startet som en Youtube-kanal, og nu er et professionel cykelteam, der nærmer sig det øverste niveau. Det kan godt være, at man med den danske jantelov siddende på rygraden kan føle at det mest handler om teamejerne Bas Tietema og Josse Wester, når de producerer deres YouTube-film. Men altså cykelsporten trænger til nytænkning. Jeg kan ikke vurderer, hvor meget økonomi, der er at hente via YouTube og andre sociale medier. Men det kan være, det er der, at de professionelle cykelteams kan udbygge deres økonomi i fremtiden. Det er der nemlig brug for. Nye måder at få økonomi ind på cykelholdene.
Vinder af anden etape, Guillermo Thomas Silva fra XDS Astana Team og Uruguay, fører fortsat løbet. Maglia Rosa havde i øvrigt 95 års fødselsdag den 10. maj 2026.
Søndagens startby, Plovdiv, er den næststørste by Bulgarien. Der bor omkring 340.000 mennesker i Plovdic, der ligger i den sydlige del af det østeuropæiske land. I målbyen, og hovedstaden Sofia bor der omkring 1,2 millioner mennesker.
Giro d’Italia er nu på vej ud af Bulgarien. Besøget i det østeuropæiske land blev en succes. Skønnet fra arrangørerne lyder på at 250.000 tilskuere var på plads til søndagens tredje etape. En bevis for hvad cykelsporten kan. Samle folk og skabe folkefest.

Artiklen fortsætter efter videoen
Nu er der hvile- og transportsdag mandag i Giro’en. Tirsdag skal der køres en kort og sandsynligvis hurtig etape over blot 138 km fra Catanzaro til Cosenza. Efter 95 km passeres toppen af af Cozzo Tunno-stigningen. En 14,5 km stigning med gennemsnitsstigning på 5,9 procent og maksimum stigning på 11 procent. Efterfølgende følger en lang nedkørsel inden finalen er på en mindre stigning. Der kan være mange forskellige udfald af den etape. Jeg tror på at et udbrud kan holde hjem.
Der er 177 ryttere tilbage i løbet. UAE Team Emirates mistede på anden etape Jay Vine, og har nu har også mistet Adam Yates, der ikke startede på søndagens etape. Han var også en del af det store styrt lørdag.
Og i øvrigt var Paul Magniers etapesejr i Sofia nr. 130 i en Grand Tour for Soudal Quick Step. Teamet er ganske enkelt et af de mest dominerende nogensinde i cykelsporten.
Synlighed til mindre team
En anden rytter der har fået rigtigt meget ud af besøget i Bulgarien er Diego Sevilla fra det mindre Team Polti VisitMalta. Sevilla har på overbevisende måde sikret sig at bringe bjergtrøjen, Maglia Azzurra, med til Italien. På alle tre etaper i Bulgarien har han været i udbrud, og sikret sig point til bjergkonkurrencen. Han fører med 42 point, mens han følgesvend i udbruddet søndag, Manuele Tarozzi fra Bardiani CSF teamet er næstbedst med 12 point. Meget kommer dog til at ske i den konkurrence senere i løbet. Sevilla er 30 år, og er ikke noteret for nogen professionelle sejre endnu.

Jonas Vingegaard kan tage tilfreds til Italien efter besøget i Bulgarien. Han fik testet benene ved sit angreb på anden etape, men det hele er status quo i forhold til andre favoritter som Giulio Pellizzari og Jai Hindley fra Red Bull – Bora-hansgrohe, Feliz Gall fra Decathlon CMA CGM, Ben O’Connor fra Team Jayco AlUla, Enric Mas fra Movistar samt Jan Christen fra UAE Team Emirates samt de to Netcompany INEOS-ryttere Egan Bernal og Thyman Arensman. Det bliver ekstremt spændende at følge Giro’en de næste uger på de italienske vej.
