Giro-dagbog: Den 11. maj, En nyhedsfattig transportsdag

Giro-dagbog: Den 11. maj, En nyhedsfattig transportsdag

Cykelbogsforfatter, ejer af CyclingWorld.dk, fagansvarlig for cykelsport på Lex.dk, Kenneth Møller Kristensen, skriver på JuicyNet.dk en dagbog under Giro d’Italia 2026. Dagbogen udkommer hver dag omkring kl. 20.

Du kan købe cykelbøger skrevet af Kenneth Møller Kristensen på SportsBog.dk.

En nyhedsfattig transportsdag

Der er ikke kommet mange nyheder fra Giro d’Italia-feltet mandag. Rytterne fløj til Italien søndag, men holdene har haft fokus på at rykke cykler og biler fra Bulgarien til Støvlelandet.

Den danske rytter Johan Price-Pejtersen har fået såkaldt gult kort, en bøde på 500 schweizer franc og fået frataget 25 verdensrangliste point. Det har han for farlig adfærd i forbindelse med at skille sig af med tøj. Et foto viser at Price-Pejtersen kastede tøjet ind over andre ryttere. Virkelig dumt. I øvrigt får en rytter to gule kort er rytteren ude af løbet og får også karantæne.

Johan Price-Pejtersen kører for Alpecin-Premier Tech teamet. Han debuterer i en Grand Tour. Mange kender ham måske bedst for, at han kørte i bedste tid ved DM i enkeltstart 2024, men siden fik frataget titlen for at køre på cykelstien. Han er generelt en super stærk temporytter, der har vundet U19 VM og U23 i enkeltstart. Men ofte også en anelse kontroversiel.

Også en anden dansk Grand Tour-debutant, den tidligere danske mester, Rasmus Søjberg Pedersen fra Decathlon CMA CGM Team, har fået en bøde. 200 schweizer franc for at urinerer i det offentlige rum. Det er lidt mere normalt.

Hvordan etapen ender tirsdag synes jeg faktisk er lidt svært at forudsige. Der er fortsat mange hold, der er gerne ser en massespurt, og vil arbejde hårdt for det. Men kommer der et udbrud med den rette sammensætning afsted vil jeg ikke udelukke at det kan lykkes at holde hele vejen til målbyen Cosenza. Etapen er på blot 138 km, så den bliver intens og helt sikkert hurtig kørt. Måske er det tirsdag, at vi skal se Michael Valgren fremme i et udbrud?. Det kunne også være en dag for Tobias Lund Andresen. Han er mere holdbar på stigningerne end mange andre sprintere, og måske kan han komme med i forreste gruppe over etapens stigning Cozzo Tunno, eller måske komme op til fronten på nedkørslen?

Jeg har da store forventninger til at vi får en dansk etapesejr i årets Giro d’Italia. Det får mig til at tænke på at den første dansker i Giro d’Italia var Ole Ritter.

Ni gange Giro d’Italia

De fleste kender navnet Ole Ritter. Meget berømt for sin timeverdensrekord og få 6-dagesløb i midten af 1970’erne. Men han var meget mere en det.

Ritter kørte hele ni gange Giro’en. Første gang var i 1967. Her vandt han 16. etape, der var en enkeltstart over 45 km fra Mantova til Verona over. Ritter vandt blot et sekund foran tyske Rudi Altig. Tyskeren var på det tidspunkt verdensmester. Altid havde en vild flot karriere med samlet sejr i Vuelta a Espana, otte etapetriumfer i Tour de France samt sejre i Milano-Sanremo og Flandern Rundt.

Og så skal de bemærkes at legender som Jacques Anquetil og Felice Gimondi blev henholdsvis nr. fire og fem på den enkeltstart, der blev de første danske etapetriumf nogensinde i Giro’en. Viser lidt om det niveau Ritter havde. Han gennemførte dog ikke sin første Giro i 1967. Det håber jeg naturligvis at Jonas Vingegaard gør i 2026, og undgår han styrt er han kæmpe favorit til at blive den første danske vinder af Giro d’Italia.