Jacob Haugaard træder ned fra scenen efter Grøn 2026

Jacob Haugaard træder ned fra scenen efter Grøn 2026

Tuborg og Muskelsvindfonden, der arrangerer Grøn, kan i dag afsløre, at Jacob Haugaard efter eget ønske har besluttet, at årets Grøn bliver hans sidste som konferencier. Han afløses af Kathrine Abrahamsen, der allerede i år bliver Simon Toftgaard Jespersens nye makker på Grøn Scene. NOVA kan samtidig afsløre, at årets værter på NOVA Scenen bliver Dennis Ravn og Karoline Haubek.

Jacob Haugaard debuterede på Grøn i 1987 og har været fast inventar på turnéen siden 1990, men når Grøn 2026 er slut den 26. juli, træder den mangeårige konferencier efter eget ønske ned fra scenen og giver allerede i år stafetten videre til Kathrine Abrahamsen. Det betyder ikke et farvel til Grøn for Haugaard, og han vil også være at finde på turnéen i årene frem.

“Jeg har råbt ’Er I der Grøn?!’ til Danmarks dejligste publikum siden 1987, og hvert eneste år har været en fest uden lige. Grøn er mit andet hjem, og Muskelsvindfonden, publikum, artisterne og de fantastiske frivillige er min anden familie. Men alting har sin tid, og efter næsten 40 år på scenen føles det helt rigtigt at give stafetten videre nu, hvor festen er på sit absolut højeste. Kathrine er hamrende dygtig, og jeg glæder mig til at tage hende under vingen og vise hende det unikke Grøn-fællesskab til sommer. Men selvom jeg lægger mikrofonen på hylden, forlader jeg ikke Grøn-familien – jeg rykker bare om bagved, hvor der er bedre tid til at kramme de frivillige. Det bliver en vemodig, men fantastisk sidste tur i managen til sommer, for vi skal eddermame slutte af med et brag!”, forklarer Haugaard.