Efter mere end tre års udvikling og to års byggeri bag lukkede døre er Tivoli midt i København nu endelig klar til vise Hikari frem; Havens største tematiske investering nogensinde.
Hikari, der betyder lys åbner officielt den 15. august på Tivolis 183-års fødselsdag. Der er planlagt et festprogram, der bl.a. byder på koncert med svenske Lisa Nilsson, Tivoli Gardens strøgparade, det bedste fra La Bohème i Koncertsalen og festfyrværkeri.
Hikari er skabt som et japansk-inspireret gademiljø ved rutsjebanen Dæmonen, der snor sig som en højbane gennem det det nye område forbi fem nye spisesteder, neonskilte, japansk kunst, butikker og to nye forlystelser.

I flere niveauer
Tivoli har i Hikari området arbejdet inden for en fysisk kvadratmeterbegrænsning, men i forbindelse med de seneste to års nedlukning og ombygning er området blevet nytænkt. Ombygningen har bl.a bidraget til en bedre udnyttelse af området med flere oplevelseskvadratmeter til gæsterne fordelt på flere niveauer. Hikari bindes samtidig sammen med Tivoli Søen, Dragebådene, Den Japanske Have og Det Japanske Tårn i en samlet helhedsoplevelse. Der er tale om et område på mere end 2000 m2 og en investering på et trecifret millionbeløb.

Fakta om Hikari:
Navn: Hikari, der betyder lys
Størrelse: 2000 m2, hvor gæsterne i området vil opleve at der er blevet mere plads til gæsterne
Forlystelser: to nye folkeforlystelser samt rutsjebanen Dæmonen.
Dæmonen: Får et helt nyt design men selve turen bibeholdes dog med helt ny scenografi og fuldt integreret i området.
Tyfonens Øje: Zero Gravity: (Tromlen) produceret af SBF Visa
Hotel Hikari: Mekaniske tricks i hurlumhejhus: produceret af Gosetto
Spisesteder: 5 forskellige
Butikker: 2 butikker
Beplantning: Der vil i området være et japansk signaturtræ i form af et formklippet fyrretræ, samt et tempeltræ med bundplantning af japanske Azaleaer. Gadebilledet suppleres af mindre og større bambusplantninger.
Pris: Trecifret millionbeløb i danske kroner
