Er du sikker på, hvem der er far til dit barn? Ville du donere sæd til din bedste ven? Ville du ændre fortiden hvis du kunne? Og hvor meget er du egentlig villig til at ofre for kærligheden?
Det er nogle af de spørgsmål, publikum bliver stillet, når fem nye danske kortfilm samles i biografprogrammet Det vi ikke taler om. Initiativet er det første af sin slags, hvor fem uafhængige filmskabere går sammen om selv at bringe deres film ud til biografpublikummet i hele landet – uden om de traditionelle festival- og prisuddelingsveje.
Danske kortfilm har tidligere fundet vej til biograferne gennem blandt andet Robert-nomineringer og filmfestivaler. Med Det vi ikke taler om prøver fem instruktører i stedet at skabe en direkte vej til publikum.
Bag initiativet står Lars B. Frahm og Per Ankjær, som står bag kortfilmen Middag i provinsen. Om baggrunden udtaler Per Ankjær:: “Der bliver produceret utrolig mange stærke kortfilm, men alt for få mennesker får mulighed for at opleve dem. Vi vil vise, at kortfilm også kan være en attraktiv biografoplevelse – og inspirere andre filmskabere til at gøre det samme.”
I USA har uafhængige filmskabere længe gået utraditionelle veje for at få deres film ud til publikum. Og Lars B. Frahm lægger heller ikke skjul på at inspirationen til initiativet skal hentes på den anden side af atlanten:
“I USA er man ikke velsignet med samme støttesystemer, som vi er i Danmark og Europa. Derfor tvinges amerikanske filmskabere til at tænke forretning og entreprenørskab fra første film. I Danmark kan vi uafhængige filmskabere helt sikkert blive bedre til at sælge vores egne filme, fremfor at vente på at andre gør det for os.”
Projektet er allerede blevet taget godt imod af de danske biografer, og filmprogrammet får premiere i 8 biografer landet over, og der er mulighed for at flere kommer til.
Fem spørgsmål
De fem kortfilm spænder over forskellige genrer og fortællinger, men har én ting til fælles: De konfronterer publikum med spørgsmål, som ikke har enkle svar. Er du sikker på, hvem der er far til dit barn? Eller om du ville donere sæd til din bedste ven? Eller om du nu også vil ofre alt for kærligheden? Eller ændre fortiden hvis du kunne? Og ville du være i stand til at generobre kontrollen, hvis dit liv blev slået ud af kurs?
Netop kortfilmen er god til at stille de spørgsmål på en anden måde end spillefilmene kan, som instruktør af #BareMellemOs Peter Bjørklund Andersen forklarer:
“Det er fem meget forskellige film, der tilsammen giver et indblik i, hvad en kortfilm kan være. En kortfilm er ikke bare en “kort film”, det er en selvstændig kunstform, med muligheder spillefilm ikke har. De kan dykke ned og finde dramaet i de mindste ting, eller udforske en præmis helt ud i det absurde. Kortfilm er en form der har så meget at byde på, og med dette koncept vil vi få flere til at opdage det!”
