Sådan startede Vuelta a España

Sådan startede Vuelta a España

Den 21. august til 13. september køres udgave nr. 81 af Grand Tour-cykelløbet Vuelta a España

Det spanske etapeløb blev skabt i 1935. Den første etape var den 29. april. Juan Pujol var redaktør for den Madrid-baserede avis Informaciones, og løbet var tænkt som et markedsføringsredskab for avisen inspireret af Tour de France og Giro d’Italia. Pujol skabte løbet sammen med tidligere rytter Clemente López Dóriga.

Første udgave blev kørt over 14 etaper, totalt 3425 kilometer og havde finale den 15. maj. 50 ryttere deltog men blot 29 gennemførte. Belgiske Gustaaf Deloor vandt første udgave med et forspring til de nærmeste på mere end elleve minutter. Deloor gentog sejren året efter.

Der blev kørt blot to udgaver inden Den Spanske Borgerkrig brød ud og satte en foreløbig stopper for løbet. I 1941 var Vuelta’en tilbage, nu arrangeret af avisen Ya. Der blev også kørt i 1942, men så gjorde Anden Verdenskrig det umuligt at afholde løbet.

Først i 1950’erne og 1960’erne etablerede løbet sig som et vigtigt etapeløb. Fra 1955 overtog avisen El Correo løbet, og Vuelta’en har været kørt hvert år siden.

Det var dog primært spanske ryttere, som Federico Bahamontes, Luis Ocaña og Jose Manuel Fuente, der dominerede Vuelta’en.

Unipiblic tog over

Siden 1979 har det været virksomheden Unipublic, der står bag. Fra 1980’erne blev det hele mere professionelt, og fandt sin faste form.

Indtil 1994 blev der kørt i foråret inden Giro d’Italia, men efter følgende er det rykket til blive kørt i august og september.

Førertrøjen i Vuelta’en har haft forskellige farver. Den var orange i første udgave, har været gul, gylden og andre farver. Først fra 2010 har den røde førertrøje været en fast ting. Nu er Vuelta a España en meget prestigefyldt Grand Tour og en vigtig del af den internationale cykelunions (UCI) World Tour.

Jonas Vingegaard blev i 2025 den første dansker til at vinde løbet. Den første danske etapesejr vandt Kim Andersen i 1981. Første dansker i førertrøjen var Lars Michaelsen i 1995.