På fredag den 2. maj optræder popkometerne Mumle og August Høyen til Fredagsrock i Tivoli kl. 22.00. August Høyen spiller for første gang sin nye single Gav det et skud live. Den populære sanger har desuden skabt et helt specielt set til Fredagsrock-koncerten og siger: ”Jeg håber, at min koncert bliver en blanding af gråd, fest og en hyldest til, at vi elsker hinanden. Der er så meget had i verden lige nu, og derfor skal der være endnu mere krammeenergi. Det er min plan. Til min koncert på fredag fortolker vi alle vores sange og løfter energien, så vi har skabt et fest-set.”
Fredagsrocksæsonen er skudt i gang, og på fredag kan publikum opleve årets anden koncert, som byder på Mumle og August Høyen. August Høyens nærværende og personlige stemme indtager Tivoli til Fredagsrock på fredag. Københavneren er aktuel med debutalbummet August, hvor han forener countryens ærlighed med soulede undertoner og et særligt talent for at skrive sange, der sætter sig fast. På kort tid er han blevet P3’s Uundgåelige, spillet på landets største scener og solgt sine første turnéer ud på rekordtid.
21-årige Mumle er blandt andet kendt for hittet Det Modsatte og sange som Hvor solen ik’ skinner og Fra Jylland til København og er spået en kæmpe musikkarriere. Mumle er den eneste kvindelige soloartist, som er på Kodas danske Hitliste 2024 over de mest indtjenende sange for 2024 med en solosang.