Den 23. maj er Rasmus Matthiesen tilbage med med singlen Noget Har Forandret Sig.
Sangen er første udspil fra hans kommende fjerde dansksprogede album, som forventes til oktober. Albummet kredser om tro, eksistens og livet som hjemflytter til Søhøjlandet og er blevet til i tæt samarbejde med guitarist Søren Bigum (Jonah Blacksmith, Peter Sommer & Tiggerne) og trommeslager Jonas Kardyb (Svaneborg Kardyb). I forlængelse af udgivelsen drager Matthiesen på turné i efteråret.
Rasmus Matthiesen er sangskriver og historiefortæller med rødder i den nordiske folkesangstradition. Hans sange bevæger sig i et krydsfelt mellem fortid og fremtid og henter inspiration i både hjemstavnens landskaber og i navne som Grundtvig, Jeppe Aakjær og modstandsdigteren Morten Nielsen.
Debutalbummet Alt Godt (2017) kredsede om overgangen til voksenlivet med sange som Frie Valg og Østjylland, der blev hits på P4. Med Nye Idealer (2018) fulgte et mørkere og mere eksperimenterende udtryk med numre som Ude Af Mine Hænder og Hvad Elskende Kan Gøre Ved Hinanden. Tredje album Ansøgeren (2023) blev indstillet til nominering som årets danske popudgivelse ved GAFFA-Prisen 2024 og indeholdt blandt andet Jeg Skulle Have Været, Sange Om Frihed og P5-hittet Når Det En Dag Bliver Sommer.