Musik, vinyler og kaffe midt på Amager

Musik, vinyler og kaffe midt på Amager

Tidligere var den mest kendt som lorteøen, men meget har forandret sig. Amager ved København er efterhånden et sted med rigtig mange facetter. Nogen steder nærmeste mondænt, andre steder trendy, tangerende til at være hipster-agtigt. På Amagerbrogade findes dog stadig elementer af det gamle lidt trashy Amager. På øens hovedgade, ved Middelgrunds vej, finder du Amager Records. Dette blandt genbrugsbutikker og sharwarma-spisesteder og få hundrede meter fra spillestede Amager Bio. Og i de samme lokaler hvor et af de mest rå værtshuse, Middelgrunden, fra det gamle Amager lå. Men alligevel et område af den gamle handelsgade, hvor man fornemmer en vis udvikling. Og denne bidrager Amager Records i udpræget stil til.

Amager Records drives af parret Louise Rosenkilde og Niels Kjøngsdal, og det gør de tydeligt med stort engagement. På stedet kan der købes brugte, og kun brugte, vinyler, musikbøger, nydes kaffe, øl og vin, og så kan der opleves koncerter i hyggelige omgivelser. Et virkeligt velfungerende koncept og en butik, der oser af stemning og hvor indretningen er super velstruktureret.

Rejsen frem til det nuværende Amager Records startede for omkring ti år siden, hvor Niels Kjøngsdal fik fingrene i en flyttekasse med brugte vinyler, som han fandt ud af at sælge på Den Blå Avis, og faktisk kunne tjene penge på. Det gav blod på tanden, og udviklede sig til mere struktureret handel. Først online via Facebook, men siden også i en mindre fysisk butik i den ejendom som Louise og Niels fortsat bor i. Siden rykkede butikken til lidt større lokaler på Amagerbrogade. Coronapandemien bremsede udviklingen, men butikken etablerede sig godt, og fik under pandemien også gang i onlinesalg. I sommeren 2022 fik Niels, der står for pladeopkøbet, adgang til en større pladesamling, der for alvor satte gang i omsætningen og etablerede butikken.

Niels og Louise ville dog gerne mere med deres butik. De fysiske rammer i den daværende butik på Amagerbrogade, begrænsede dog mulighederne, og den 1. april 2023 kunne de rykke i den nuværende butik. Dermed er Amager Records nu også et sted, hvor man kan hænge ud og nyde en øl eller en kop kaffe. Men der er i høj grad også blevet et spillested med flere koncerter hver måned. Den første koncert fandt sted i maj 2023, og nu er det blevet en fast del af konceptet med levende musik i lokalerne. Og så er udvalget af vinylpladser bare super godt. “Vi behandler folk fair, og har derfor et rigtigt god ry i branchen. Derfor kommer folk langvejs fra til os for at sælge deres vinyler”, forklarer Niels, og understreger, at de også har rigtigt godt samarbejde med andre pladebutikker og derfor altid har et god lager.

Der kommer rigtigt mange faste kunder, men også hele tiden nye til i de stemningsfyldte omgivelser.
“Med vores navn, Amager Records, appellerer vi til de lokale, og andre er ikke i tvivl om hvor vil ligger, så vi føler et tæt tilhørsforhold til Amager, men har rigtigt mange kunder fra andre steder”, supplerer Louise, og understreger at de også har stort fokus på de sociale medier, og at bygge en storytelling der og dermed tiltrække nye målgrupper.

Det stopper forhåbentlig ikke her for det dynamiske par. “Vi vil gerne have flere events som evt. fredagsbar med DJ og bare generelt skabe et miljø, hvor det er indbydende at sætte sig ind og nyde et glas vin, også for den unge målgruppe”, afslutter Louise. 

Næste lørdag, den 20. januar, kan du opleve Mellemblond, lokal og meget succesfuld kunstner, på Amager Records. Der er plads til op til 60 personer på Amager Records, dette dog meget afhængig af konceptet for koncerten. Amager Records er absolut et besøg værd.

Share