Northside nomineret til bæredygtighedspriser

Northside nomineret til bæredygtighedspriser

NorthSide Festivalen løber i 2024 af stablen fra torsdag den 6. juni til lørdag den 8. juni i Eskelunden i Aarhus. Allerede nu kan folkene bag festivalen dog glæde sig. Den aarhusianske festival har gjort sig særligt bemærket i udlandet. Den britiske nonprofitorganisation ”A Greener Festival”, der sætter fokus på at reducere miljøpåvirkninger i event- og festivalbranchen verden over, har nemlig udpeget NorthSide som en bemærkelsesværdig aktør.

Hvert år afvikler A Greener Festival et prisuddelingsshow, hvor ambitiøse bæredygtighedstiltag og grøn omstilling fejres blandt event- og festivalbranchen. Alle nominerede er at finde blandt A Greener Festivalscertificerede ”Greener Events and Greener Festivals”, hvor NorthSide blev udmærket som ”Highly Commended” i efteråret 2023.

NorthSide har fokus på bæredygtighed i alle aspekter, og festivalens Sustainability Manager, Martin Thim, uddyber, hvorfor NorthSide i særdeleshed har vakt den store interesse:

”Der er ingen tvivl om, at vores beslutning om at gå plantebaseret i 2022 har haft stor indflydelse. Vi er stadig en af de eneste store festivaler i verden, der har taget dette skridt. Så det er klart, at det er noget, der blev lagt mærke til og fortsat bliver lagt mærke til – også internationalt. Derfor er vi nomineret i ”Greener CATERING” kategorien.

På baggrund af et grundigt bæredygtighedstjek og besøg af autoriserede eksperter på NorthSide i 2023 er Aarhus-festivalen derfor indstillet til de i alt fire prestigefyldte nomineringer (Greener CATERING, GreenerPOWER, Greener TRANSPORT og CIRCULAR EVENT). Nomineringerne skulle gerne bære frugt den 27. februar 2024 i London, hvor prisoverrækkelsen finder sted.

Share