Der er lagt op til en kæmpe fest med Blæst og Emma Sehested Høeg til Fredagsrock som en del af Tivolis 182-års fødselsdagsfejring den 15. august.
I år falder fødselsdagen på en fredag, og derfor markerer Tivoli denne særlige dag til Fredagsrock. Blæst spiller til Fredagsrock kl. 19.00, og Emma Sehested Høeg har forberedt et helt særligt liveshow med fødselsdagsoverraskelser kl. 22.00. Man skal have det sjovt på sin fødselsdag, så klokken 20.30 indtager komikerne Ruben Søltoft, Eva Jin og Victor Hvid Orangeriet med comedy.
Inden da kan københavnere og turister opleve Tivoli Garden i deres velkendte røde jakker, hvide bukser og bjørneskindshuer, når de går deres traditionelle strøgparade fra Kongens Nytorv kl. 15.30.
I løbet af dagen dyster Mathias Hammer og Frederik Cilius mod hinanden i Koncertsalen med Tivoli Copenhagen Phil til en særlig fødselsdagsmusikduel, og Tivolis gæster kan også deltage i en omgang fødselsdagsbanko foran Koncertsalen. Dagen slutter selvfølgelig af med Tivolis traditionsrige fødselsdagsfyrværkeri.
