Flere kvindelige artister på hitlisterne end nogensinde før

Flere kvindelige artister på hitlisterne end nogensinde før

Andelen af kvindelige artister på de danske hitlister er steget markant de seneste 10 år. Det viser nye data fra musikselskabernes brancheorganisation IFPI, baseret på en ny analyse fra HBS Economics.

I 2016 udgjorde kvindelige hovedartister blot 4 % af hitlisterne – i dag er tallet 20 %. Det svarer til en femdobling. Fra 2023 til 2025 er antallet af kvinder på hitlisterne fordoblet, og i 2025 er kvindelige artister repræsenteret på i alt 37 af årets 100 mest populære sange.

Halvdelen af radiohits har kvindelig repræsentation
Ser man på kvindelige artisters repræsentation i radioen er fremgangen endnu tydeligere. Andelen af sange med en kvindelig hovedkunstner er steget fra 23 % i 2016 til 36 % i 2025, med et højdepunkt på 39 % i 2024. Når man medregner sange, hvor kvinder optræder som en del af et band eller som feature, har halvdelen af alle radiohits nu kvindelig repræsentation. I 2024 knækkede kurven for første gang i kvindernes favør, hvor 55 % af de mest spillede sange i radioen havde kvindeligt islæt.