DSB har bestilt 226 nye elektriske S-tog

DSB har bestilt 226 nye elektriske S-tog

DSB har onsdag offentliggjort, at de har bestilt 226 nye elektriske S-tøj, der kommer på skinner i Danmarks hovedstad fra 2032.

Overgangen til fuldautomatiske S-tog bliver den største ændring for S-toget i dets mere end 90-årige historie.

Artiklen fortsætter efter videoen


Med overgangen til fuldautomatisk togdrift, som det kendes fra den københavnske metro, er det ambitionen at øge antallet af afgange, så der maksimalt er 7½ minut mellem togene på hver linje i myldretiden – og ned til halvandet minut mellem togene på det centrale afsnit ved bl.a. Københavns Hovedbanegård og Nørreport.

På flere strækninger svarer det til op til 35 % flere afgange end i dag, og det vil give plads til ca. 10 mio. flere rejser om året. I 2024 rejste ca. 112 mio. passagerer med S-toget, og DSB forventer, at antallet af rejsende vil blive ved med at stige i de kommende år.

Fremtidens S-tog vil også tilbyde større variation i indretningen, end man ser det i dag – eller ved tilsvarende bybaner i Europa. For eksempel vil der være både 2+2-sæder, klimaanlæg og arbejdsområder med borde, som f. eks. pendlerne kan bruge til at arbejde, samt integrerede pladser til kørestolsbrugere.

De første nye S-tog skal køre på linje F, der går mellem København Syd og Hellerup. Med den senest reviderede plan sker det forventeligt i løbet af 2032, og fra omkring 2040 vil hele S-togsnettet være fuldautomatisk.

Fakta om de nye S-tog

  • Hastighed på op til 120 km/t
  • Et togsæt er 56 meter langt og består af fire vogne med seks døre på hver side
  • Tre togsæt kan køre sammenkoblet
  • 156 siddepladser, 16 cykelpladser og 2 kørestolspladser pr. togsæt
  • Toget er indrettet med flexrum til cykler og stor bagage, arbejdsområde med borde til f.eks. computer samt områder med øvrige kundepladser
  • Kørestolspladser er integreret blandt kundepladser
  • En dør med niveaufri indstigning fra perronen giver nem adgang for mobilitetshæmmede og kørestolsbrugere
  • Opkaldspunkter i toget, som det kendes fra Metroen, og fuld tv-overvågning sikrer tryghed for rejsende
  • Gratis cykelmedtagning som i dag.