25 nye navne tilføjet til programmet for Roskilde Festival 2026

25 nye navne tilføjet til programmet for Roskilde Festival 2026

Roskilde Festival præsenterer i dag 25 nye navne, heriblandt den britiske popsanger Lily Allen, som i 2025 tog verden med storm med sit første album i syv år, West End Girl. Det autofiktive og massivt omtalte værk dissekerer et forlist ægteskab på hudløst ærlig vis og høstede topkarakterer hos både Politiken og Soundvenue.

Festivalens deltagere kan se frem til at opleve albummet opført fra start til slut lørdag 4. juli på Orange Scene, præcis 20 år efter at hun bragede ind på den internationale musikscene med kæmpehittet Smile.

“Vi er stolte af at kunne præsentere Lily Allen på Roskilde Festival. West End Girl markerer et nyt kapitel i hendes karriere og har fået stor opmærksomhed verden over. Med ‘West End Girl’ viser hun, at hun fortsat er en af de vigtigste stemmer i britisk pop – og vores deltagere får en sjælden mulighed for at opleve værket live på Orange Scene”, siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen.

Legendarisk hiphop-duo, samfundskritisk R&B og musik fra hele verden
Blandt de 25 nye navne finder man også den legendariske hiphop-duo Clipse – bestående af Malice og Pusha T – som i 2025 udgav det Grammy-nominerede comeback-album Let God Sort Em Out, brødrenes første album sammen siden 2009. Clipse indtager Orange Scene lørdag 4. juli, med det der bliver duoens første danske koncert i 16 år.

“Clipse har sat et varigt aftryk på hiphoppen, og med Let God Sort Em Out har de bevist, at de fortsat skaber noget af det mest markante og banebrydende inden for deres genre. Derfor er det fantastisk at byde dem velkommen tilbage på Roskilde Festival, hvor de senest spillede i 2007″, siger Thomas Sønderby Jepsen.

Danske Guldimund, den anmelderroste norske duo Smerz og tre stærke britiske navne i form af det alternative raphåb Jim Legxacy, popsangeren Jade samt grindcore-legenderne Napalm Death er ligeledes føjet til sommerens line-up. Festivaldeltagere kan også se frem til at opleve den irske DJ og producer Kettama, den danske rapper Wicky, som sidste år gæstede Roskilde Festivals First Days-program, og amerikanske Nourished By Time, der bevæger sig i krydsfeltet mellem R&B, pop og samfundskritisk post-punk.

Dagens offentliggørelse byder også på alternativ pop fra mexicanske Luisa Almaguer, kompromisløs klubmusik fra colombianske Crrdr og tanzaniske The Zawose Queens, der giver gogo-traditionens rytmer et nutidigt udtryk. Hertil kommer punket rumba fra congolesiske Kin’Gongolo Kiniata, thailandske Khana Bierbood, der forener psykedelisk garagerock med lokale traditioner, samt jazzede improvisationer fra den eksperimenterende duo Titanic med rødder i Guatemala og Venezuela.

I alt 74 navne fra 26 lande er nu på plakaten for Roskilde Festival 2026, der kommer til at rumme omkring 180 musiknavne og en lang række navne inden for kunst og aktivisme, når sløret er løftet for det fulde program.

Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni til 4. juli.