Unge – især kvinder – frygter i stigende grad at blive drugget, og fænomenet er mere omfattende og nuanceret end hidtil antaget. Det viser en ny rapport fra Kriminologisk Observatorium ved Københavns Universitet.
At få puttet stoffer i sin drink uden samtykke er for mange unge en af de mest ubehagelige risici forbundet med en tur i nattelivet. Men hvor stor er risikoen egentlig, hvem rammes, og hvad ligger bag?
En ny rapport fra Kriminologisk Observatorium, Københavns Universitet, giver det hidtil mest omfattende indblik i drugging i Danmark – både i omfang, motiver og konsekvenser. Rapporten bygger på spørgeskemadata, interviews, etnografisk feltarbejde og gennemgang af internationale lovgivninger og tiltag på området.
Konklusionerne er klare og foruroligende: Frygten for drugging er udbredt, handlingerne komplekse – og forsvindende få anmelder episoden til politiet.
Drugging former unges adfærd i nattelivet
Særligt unge kvinder er bekymret for at blive udsat for drugging og benytter sig af et bredt repertoire af forholdsregler og ofte uden at tænke over det: De holder øje med drinken, undgår bestemte steder og følges tæt med venner. Bekymringerne er med til at forme deres sociale liv – og i nogle tilfælde holde dem væk fra nattelivet.
“Vi kan se, at bekymringen for at blive udsat for drugging er blevet en integreret del af mange unges bykultur. Den påvirker unges bevægemønstre og sociale interaktioner i nattelivet. For især unge kvinder er det blevet en del af den mentale bagage, de tager med i byen,” siger Henrik Vigh, professor og leder af Kriminologisk Observatorium.
Samtidig viser rapporten, at unge mænd også bliver udsat – særligt i forbindelse med røveri, had eller “for sjov”-episoder – men at deres oplevelser oftere går under radaren, fordi de sjældnere fortolker hændelsen som drugging.
Hovedpointer fra rapporten
- Drugging er stigende: Giftlinjen er gået fra 95 til over 700 årlige henvendelser på otte år.
- 46 % af de unge er bekymrede for at blive drugget.
- Forskerne identificerer syv typer drugging med vidt forskellige motiver.
- Unge kvinder tager markant flere forholdsregler end mænd.
- Kun ca. 2 % anmelder deres oplevelse til politiet.
- Mænds oplevelser overses ofte og forbindes sjældnere med drugging.
- Manglende procedurer og sen testning gør opklaring vanskelig.
