Det ligner AI, men det er rigtig nok. I efteråret skabte Carlsberg Sverige verdens mindste øl, og historien gik verden rundt. Verdensrekorden holdt dog ikke længe: efter kun få måneder slog fem ingeniørstuderende bryggeriet med en øl tre gange så lille. Nu skal begge udstilles hos kulturattraktionen Home of Carlsberg i København.
På størrelse med et riskorn og med 0,005 cl alkoholfri øl gik historien verden rundt, da Carlsberg Sverige i efteråret 2025 skabte en kun 12 mm lille øl – verdens mindste øl. Baggrunden var at sætte fokus på moderat alkoholindtag og hylde innovation og videnskab.
For en stund var den verdens mindste, men rekorden holdt ikke længe. Få måneder senere slog en gruppe ingeniørstuderende fra Kungliga Tekniska Högskolan i Stockholm Carlsbergs verdensrekord med en ølflaske tre gange så lille: 4 mm høj og med 0,00001057 cl alkoholfri øl indeni. På størrelse med et sesamkorn!
Kræver ekstrem præcision
Bag flasken står de fem studerende: Joel Bovin (31), Annie Nordström (24), Lucas Bergman (27), Linnea Isaksson (27) og Karin Hallgren (25).
»Vi ville teste, hvor langt vi kunne skubbe grænserne. At vinde og nu have en verdensrekord føles helt utroligt,” siger studerende og rekordindehaver, Joel Bovin.
“Hvert trin i processen krævede ekstrem præcision, da der stort set ikke er nogen margener, når noget er så lille. Det var virkelig en øvelse i tålmodighed for os alle.”
Hos Home of Carlsberg bliver de nye beboere taget godt imod af direktør, Tine Kastrup-Misir. Hun ser både de små flasker og deres store budskaber som en perfekt tilføjelse til attraktionens udstilling:
”Vi er vant til mange forskellige slags øl her på toppen af Valby Bakke, men verdens mindste øl er alligevel noget af en lille sensation. Vi er så glade for at kunne give vores gæster oplevelsen og fortællingen om de studerendes flotte præstation. Og så klæder det en af verdens største ølsamlinger at have verdens to mindste øl.”
