Bakken vækker historisk dansetradition til live

Bakken vækker historisk dansetradition til live

Lørdag den 8. august vender en historisk Bakke-tradition tilbage, når Bakken inviterer til Asfaltbal under åben himmel i samarbejde med Gigi Fredie Pedersen fra Fredie P Creatives. Hele tre generationer af dansefamilien Fredie Pedersen er med, når traditionen for bal i Dyrehaven vender tilbage i en moderne udgave.

Dans har tidligere været en fast del af en tur på Bakken. Under de grønne trækroner mødtes folk til bal, levende musik og lyse sommeraftener, hvor generationer dansede side om side. Den stemning ønsker Bakken nu at bringe tilbage med Asfaltbal – en moderne fortolkning af de historiske baller, hvor fællesskab, musik og danseglæde er vigtigere end perfekte trin.

Artiklen fortsætter efter videoen


Danse-familie står bag

Bag arrangementet står Gigi Fredie Pedersen fra Fredie P Creatives, mens hendes mor, danseinstruktør Søs Fredie Pedersen, guider de voksne ud på dansegulvet og Gigis datter Pixi er med på scenen til Børneasfaltbal. Sammen repræsenterer de tre generationer af dansefamilien Fredie Pedersen, som gennem årtier har inspireret dansere og skabt danseglæde over hele landet.

Asfaltbal er samtidig et eksempel på Bakkens strategiske fokus på at skabe flere oplevelser, hvor gæsterne aktivt bliver en del af oplevelsen frem for blot at være tilskuere.

“Bakken har i mere end 440 år været et sted, hvor mennesker mødes. Med Asfaltbal bygger vi videre på den tradition og inviterer gæsterne til selv at blive en del af oplevelsen. I en tid, hvor meget samvær foregår gennem skærme, ønsker vi at samle børn, forældre og bedsteforældre om dans, bevægelse og nærvær. Det er netop de fælles oplevelser på tværs af generationer, der gør Bakken helt særlig,” siger administrerende direktør for Dyrehavsbakken A/S, Malina Lebrecht Hye.