Sidste udgave med Danmarks længste sponsorat

Sidste udgave med Danmarks længste sponsorat

Søndag sluttede den 35. udgave af Danmarks største årlig tilbagevende sportsbegivenhed. Belgiske Wout Van Aert blev vinder af PostNord Danmark Rundt. Visma Lease a Bike-stjernen vandt de tre første etaper og altså løbet samlet.

Søndagens sidste etape blev kørt fra Køge til Rødovre, og endte i en massespurt, som den tidligere danske mester Rasmus Søjberg Pedersen, der kørte løbet for landsholdet vandt.

Henrik Breiner Pedersen fra Uno-X Mobility blev samlet nr. tre og vinder af ungdomskonkurrencen.

Løbet blev det sidste med det nuværende PostNord som hovedsponsor. Et sponsorat der har eksisteret siden 1995, og dermed er det længstvarende i dansk idrætshistorie.

Danmarks Cykle Unions formand Morten Anderson siger til TV2, at der endnu ikke er en aftale med en ny hovedsponsor, men at der er god dialog med forskellige partere.

Løbet startede som Bikuben Danmark Rundt med fire udgaver i 1980’erne, men har siden 1995 eksisteret som først Post Danmark Rundt og siden PostNord Danmark Rundt.