Trentemøller er et af få danske acts, der har international succes. Anders Trentemøller og band har spillet koncerter og det meste af verden, og har opnået stor succes med masser af tracks.
Nu er der nyt fra Trentemøller. Fredag er de ude med singlen Terrified med tidligere Mew-forsanger Jonas Bjerre på vokal.
Terrified er den første smagsprøve på Trentemøllers nye album uden titel, der udkommer d. 13. november.
“‘Terrified’ er nok albummets mest poppede sang. I sin oprindelige form lød den langt mere shoegaze-agtig, men jeg ville have den til at være skarpere og sprødere i udtrykket … mindre udvasket. Jeg arbejdede meget med at køre forskellige synths gennem en masse effektpedaler og hardware-effekter, der normalt er tiltænkt vokal, så de næsten kom til at lyde som menneskestemmer, men med en magisk, næsten overjordisk kvalitet over sig. Jonas havde jeg haft i baghovedet gennem hele min sangskrivning, så da instrumentalen var 99% færdig, sendte jeg den til ham med et par vokalmelodi-idéer, som han så smukt tog videre,” siger Trentemøller.
