Ex on the Beach – All Stars har premiere 1. november

Ex on the Beach – All Stars har premiere 1. november

Alt er som det plejer. Og så alligevel ikke. Palmer er skiftet ud med bøgetræer. Og i stedet for otte ukendte singler er det nogle af de største ’Ex on the Beach’-personligheder, der denne gang møder hinanden på stranden, når den nye sæson af ’Ex on the Beach’ skydes i gang. 

Efter fire succesfulde sæsoner af Ex On The Beach, hvor den ene ex efter den anden er dukket op af vandet, er palmer og tropevarme denne gang skiftet ud med bøgetræer og hjemlige breddegrader. Og det er ikke hvem som helst, der i den femte sæson melder sig klar til fest og flirt. Det er nemlig de mest beundrede og berygtede singler, der tidligere har været med i ’Ex on the Beach’! Alle tidligere sæsoner er repræsenteret, når otte kæmpe personligheder står ansigt til ansigt på stranden. 

Vi kommer til at se helt nye sider af de velkendte singler. Nu skal de for alvor teste, om gammel kærlighed ruster, eller om de har en chance for at finde sammen på ny. Hjerter, der knap nok er helet, bliver knust igen. Og som det byder sig i en All Stars-sæson vil både velkendte og helt nye ex’er dukke op på stranden.

“Vi er mildest talt blæst bagover, over den medvind ’Ex on the Beach’ har mødt, lige fra vi lancerede sæson 1 for to år siden. Sæson efter sæson har programmet skabt nogle af de største realityikoner på den danske scene. Nu er vi klar med en sæson 5, hvor vi har samlet nogle af de største personligheder fra de fire foregående sæsoner i en vanvittig All Stars-version. Jeg tør godt love, at denne sæson ikke kommer til at skuffe”, siger Birgitte Moesgaard, redaktør hos Discovery Networks Danmark. 

Det er i en pragtvilla på den mondæne Strandvej i Nordsjælland, der danner rammen for denne femte sæson, hvor fester, pool parties og kys i krogene finder sted – med andre ord er alt, som det plejer. Singlerne får lov til at se en side af Danmark, de aldrig har set før, og de kommer på de vildeste dates og får oplevelser, der er de færreste forundt.

Men når alting virker mest idyllisk, melder tabletten sig selvfølgelig på banen. Ingen kan føle sig sikre, når plinget lyder. Det handler om at nyde hvert minut, når man er med i Danmarks vildeste datingprogram – ingen ved, hvornår festen er slut. Velkommen til ‘Ex on the Beach – All Stars’!

’Ex on the Beach – All Stars’ har premiere den 1. november på Dplay, hvor der hver uge frigives to nye afsnit. 

Share