”Mange oplever nok at føle sig utroligt lille i en verden fyldt med viden. Selv, har jeg fundet en tryghed i at overgive mig til naiviteten og det smukke ved at være indlysende uvidende. Det er ok at påtage sig undren og stille ”dumme” spørgsmål. Selvom det kan virke halvkomisk i sociale sammenhæng, er det også utroligt sårbart på et indre plan.” Sådan fortæller sangskriver og musiker, Johannes Brandstrup aka your hands, om tilgangen til hvad der er blevet hans debut-EP: ’songs to sing in your kitchen’. Og som titlen antyder er budskabet og baggrunden bag, dyrkelsen af det som er nært og helt nede på jorden i en verden af store universelle spørgsmål og til tider uoverskuelige sandheder. De sympatiske stemningsbilleder foldes ud i mødet mellem bekymringsfri pop, indie-musikkens skævheder og klassisk folk.
Den københavnsbosatte viborgenser debuterede med store armbevægelser som frontmand i rockbandet, Nordnordnord, der udgav to EP’er og tilmed vandt TAK ROCK!-prisen i 2017. Johannes Brandstrup er i dag en fast del af August Høyens anmelderroste live-band, hvor han synger kor, spiller percussion og flygelhorn.
your hands har tidligere udgivet de to singler, ’floating’ og ’down here waiting’, som begge opnåede stor international bevågenhed i 2023. Her fremhævede GAFFA også your hands, som en man skulle holde øje med – og det er der god grund til at gøre nu, mens man nynner med på ’songs to sing in your kitchen’.