Mens De Olympiske Vinterlege netop skydes i gang i de italienske byer Milano og Cortina d’Ampezzo, har et helt særligt stykke OL-historie fundet vej til det danske auktionshus Bruun Rasmussen. Den 1. marts kan man byde med på verdens første OL-medalje fra 1896.
Der er tale om en vindermedalje fra de første olympiske lege i moderne tid, der blev afholdt i 1896 i Athen.
”Vi har gennem tiden solgt historiske OL-medaljer, men aldrig en medalje fra det allerførste OL. Det er ekstremt sjældent, at et eksemplar af denne kaliber dukker op. For samlere af olympiske genstande må dette siges at være en sand kronjuvel,” fortæller Christian Grundtvig, der er afdelingsleder for mønter og medaljer hos Bruun Rasmussen.
Medaljen, som nu udbydes på auktion, er graveret af den franske kunstner Jules-Clément Chaplain. På forsiden ses et laurbærkronet hoved af den græske gud Zeus. I hånden holder han en kugle, og her står sejrsgudinden Nike med en olivengren. Bagsiden viser Akropolis-klippen med Parthenon og den græske inskription “Διεθνείς Ολυμπιακοί Αγώνες – Αθήναι 1896”, som henviser til de internationale olympiske lege i Athen. Det vides ikke hvilken sportsgren medalje er givet i.
Artiklen fortsætter efter videoen
Sølvmedaljer til vinderne – herunder danskeren Viggo Jensen
De første moderne olympiske lege fandt sted fra den 6. til den 15. april 1896. Her deltog 241 atleter fra 14 nationer i ni sportsgrene og 43 discipliner. På dette tidspunkt blev der uddelt sølvmedaljer til vinderne og bronzemedaljer til andenpladserne – guldmedaljen blev først indført senere.
Danmark var blandt de 14 nationer, som deltog i legene. Her vandt danskeren Viggo Jensen i vægtløftning og blev således den første danske olympiske mester nogensinde. Det vides dog ikke med sikkerhed, om det er netop hans medalje, der nu kommer på auktion.
