Fem priser hylder den danske jazzscene i Tivoli

Fem priser hylder den danske jazzscene i Tivoli

Gennem mere end 100 år har Tivoli i København været samlingspunkt for jazz på højeste niveau. Legender som Louis Armstrong, Duke Ellington, Ella Fitzgerald, Miles Davis og Nina Simone har optrådt i Tivoli. Nu skriver Tivoli endnu et kapitel til historien, når Tivoli Jazzpris 2026 den 26. august klokken 19:00 hylder nogle af den danske jazzscenes største talenter i Glassalen. Der uddeles fem priser og legater til seks modtagere, der blandt andet tæller Jeppe Zeeberg, Ann Farholt og Simon Spang-Hanssen.

Tivoli Jazzpris er ikke kun en prisuddeling, men også en koncertoplevelse, hvor prismodtagerne selv kommer på scenen. Kapelmester og komponist Peter Jensen sammensætter et særligt orkester til lejligheden og skriver nye arrangementer til prismodtagernes udvalgte sange.

Det betyder, at publikum kan se frem til en aften i Glassalen med uropførelser, musikalske møder og overraskelser, som er skabt særligt til Tivoli Jazzpris 2026 og kan kun opleves ved showet.

Fem priser og legater
Årets prismodtagere repræsenterer forskellige sider af jazzlivet – fra musikere og kunstnere til formidling og børnejazz.

René Daugaard Legatet går til Jeppe Zeeberg, som modtager et legat på 20.000 kr.

Årets Inspirator går til Ann Farholt og Simon Spang-Hanssen, som hver modtager et legat på 25.000 kr. fra Beckett-Fonden.

Årets Nybrud går til Casper Hejlesen, som modtager et legat på 30.000 kr. fra William Demant Fonden.

Årets Formidler går til Kat Jarby, som modtager et legat på 20.000 kr. fra William Demant Fonden.

Børnejazzprisen går til Rune Thorsteinsson, som modtager et legat på 30.000 kr. fra Gangstedfonden.

Naya Buric er igen vært

Det bliver igen Naya Buric, musikchef og radiovært på DR P8, der står på scenen som vært ved Tivoli Jazzpris. Med sin store viden og fortælleevne binder hun aftenen sammen og præsenterer prismodtagerne for publikum.

Tivoli Jazzpris blev indstiftet som enkeltpris i 2020. Siden 2023 har prisuddelingen været arrangeret i samarbejde med JazzDanmark, hvilket har gjort det muligt at uddele en bredere vifte af priser og legater.

JazzDanmark er en non-profit genreorganisation, der arbejder for at styrke dansk jazz både nationalt og internationalt med støtte fra Statens Kunstfond og private fonde.