Roskilde Festival føjer Charli XCX til programmet  

Roskilde Festival føjer Charli XCX til programmet  

 Den britiske superstjerne erstatter Kali Uchis, der var nødt til at melde afbud til sommerens festival.  

Det bliver en popfest af dimensioner, når den britiske sangerinde Charli XCX indtager Arena-scenen på årets Roskilde Festival. Med sin blanding af innovative produktioner, in-your-face æstetik og kompromisløs energi er Charli XCX et af de mest interessante navne på den moderne pophimmel. Den albumaktuelle kunstner har også ligget højt på ønskelisten blandt Roskilde Festivals deltagere. “Charli XCX sætter nye standarder for hyperpoppen, og vi er glade for kunne tilføje et internationalt navn af så høj klasse. Ovenikøbet en kunstner, som har ligget meget højt på ønskelisterne hos vores deltagere, og som er aktuel med et nyt album senere på ugen”, siger Roskilde Festivals programchef, Anders Wahrén.

Hos Charli XCX er tanken fyldt med et brændstof af kække referencer til 90’ernes og 00’ernes europop- og ravekultur og speederen i bund med kurs direkte mod fremtiden. Det skamroste tredje album, Charli (2019), gjorde med sin futuristiske lyd Charli XCX til en bannerfører for hyperpoppen. Og inden længe udkommer altså hendes nye og imødesete album Brat, der med singler som ‘Von Dutch’ og ‘Club Classics’ viser, at niveauet stadig er tårnhøjt. 

Sexyy Red rykkes til Orange Scene
Charli XCX spiller fredag 5. juli klokken 21 på Arena-scenen. St. Louis-rapperen Sexyy Red, der oprindeligt havde den placering, rykkes til Orange Scene, hvor hun giver koncert samme dag klokken 18. Roskilde Festival kunne i sidste uge melde udsolgt af partoutbilletter. Endagsbilletter til fredag og lørdag er også udsolgt, mens der er få endagsbilletter tilbage til onsdag og torsdag. Endagsbilletter koster 1.200 kroner plus gebyr.

Share