Torsdag aften på Amager kan være så meget. Det kan være gråt og kedeligt. Specielt i februar. Men det kan blandt andet være jazz. Det kan det i det hyggelige Amager Records på Amagerbrogade.
Torsdag var JuicyNet.dk til Thomas Munk-Petersen Trio på Amager Records på Amagerbrogade. Et band der leverer det, de selv kalder Elegant Jazz. En god beskrivelse. Det var elegant, tilbagetrukket og bare stille og roligt.
Engang var Amager et belastet område med et blakket ry og tilnavnet Lorteøen. Nu er Amager noget andet. Det kan man blandt andet se på det publikum, der kommer hos Amager Records. Håret er gråt, men økonomien er tydelig til at kunne bo i de nyere områder på den københavnske ø. Og stemningen er overskudsagtig.
Artiklen fortsætter efter videoen
Amager Records er, som navnet siger, en secondhand musikbutik. Men det er også blevet et kultursted, der fungerer som café, spillested og meget mere. Med andre ord: Et hyggeligt samlingssted. Der er begrænset med pladser til koncerter i Amager Records, så det sikrer den intime stemning, der altid er i butikken.
I Amager Records kan du også få god økologisk kaffe, øl og vin. Butikken drives af parret Louise Rosenkilde og Niels Kjøngsdal, og det gør de tydeligt med stort engagement.
Rejsen frem til det nuværende Amager Records startede for omkring tolv år siden, hvor Niels Kjøngsdal fik fingrene i en flyttekasse med brugte vinyler. Siden har udviklingen gået over flere forskellige mindre butikker. Den 1. april 2023 kunne de rykke i den nuværende butik, der siden er blevet udbygget og udvidet.
