Torsdag løfter Roskilde Festivalen sløret for de første 14 kunstnere i sommerens program for kunst og aktivisme – et program der kommer til at indeholde en lang række af fremtidens stærkeste stemmer inden for samtidskunsten, og hvor den nye danske kunstscene også markerer sig tydeligt.
Sammen med en gruppe unge fra det boligsociale område Taastrupgaard undersøger Sahar Jamili, hvordan kunst kan være med til at skabe fællesskaber og identitet.
Noah Umur Kanber, blandt andet kendt fra ‘Kunstnerkolonien’, tager udgangspunkt i personlige oplevelser af mødet med et offentligt system i performanceværket I feel like a piece of paper, der bliver opført på Platform – Roskilde Festivals scene for performancekunst og eksperimenterende hybridformater.
Platform danner også rammen om den energiske solo-danseperformance Feral Fantasies, hvor danser og performer Andreas Haglund konstant skifter mellem rollerne som underkastet og dominerende i en fortælling om lydighed, begær, kontrol og lyst.
“Socialt og samfundsmæssigt engagement præger i høj grad scenen for samtidskunst lige nu. Og det passer rigtig godt til vores program, fordi vi har en stærk tro på, at kunst kan være med til at gøre en forskel og skabe reel forandring. Performancekunsten har historisk haft en central rolle i den samfundsengagerede kunst, og netop nu oplever vi også et boom inden for netop den udtryksform”, siger Roskilde Festivals kunstfaglige chef, Signe Brink Wehl.
Blandt de offentliggjorte navne er også koreograf og danser Dorotea Saykaly og instruktør Emil Dam Seidel, der opfører sci-fi-performancen Enter the Flesh. Og kunstner og content-fetichist Esben Holk som med den AI-genererede installation Slop Plot, der kan opleves i Gloria Foyer, inviterer festivaldeltagerne til at være med til at skabe et fælles værk af digitale minder.
Roskilde Festival 2026 finder sted fra 27. juni til 4. juli.
De 14 kunstnere:
Andreas Haglund (SE)
Anna Walther (DK)
Arobal & Mikkel Nielsen (PL/DK)
Dorotea Saykaly & Emil Dam Seidel (INT)
Elle Fierce (UK)
Esben Holk (DK)
Hedestrik X Nordisk Dans (DK)
Jesse Darling (UK)
Joana Öhlschläger (DE)
Noah Holtegaard (DK)
Noah Umur Kanber (DK/TR)
Sahar Jamili (DK/AZ)
Spellchestra (DK)
Thicket (DK)
