Europas fødevarekoncerner dropper buræg i chokolade, is og kiks

Europas fødevarekoncerner dropper buræg i chokolade, is og kiks

En række firmaer og kæder har allerede fjernet buræg fra hylderne. Nu melder Europas største fødevarefirmaer sig under dyrevelfærds-fanerne, og opfordrer samtidig EU til at forbyde burhøns.

Aldi, Nestlé, Unilever, Jamie Oliver Group, IKEA, Mondelez samt flere andre, følger nu en række kæder og koncerner i Danmark og resten af Europa, der allerede har faset buræg ud af deres produktion eller droppet dem fra hylderne i deres butikker og/eller restauranter.

Onsdag 17. marts sender 10 førende fødevarekoncerner, der tilsammen står bag hundreder af populære mærker som Marabou, Carte D’Or, Magnum, Knorr, Nesquick, Cheerios, Oreo, Toblerone og Philadelphia, et fælles brev til EU-kommissionen, hvor de opfordrer den europæiske sammenslutning til at forbyde burhøns.

Samtidig forpligter firmaerne sig til at droppe eller udfase buræg i deres produkter eller varesortiment senest i 2025, hvilket betyder, at de ikke vil benytte æg fra burhøns i deres is, chokolade, kiks eller andre produkter.

“Heldigvis er der mange firmaer, der er langt fremme, og som allerede har droppet æg fra burhøns, og det er virkelig godt, at de her enorme fødevarekoncerner kommer med. Det lægger et ekstra pres på politikerne, så nu er bolden spillet op til EU, der bør tage imod den, og skrue en ordentlig dyrevelfærdslov sammen, så vi kan slippe dyrene ud af de usle forhold industrilandbruget tilbyder dem,” siger Gitte Buchhave, direktør i World Animal Protection Danmark.
Brevet til EU er en del af End The Cage Age-initiativet, hvor mere end 1,3 millioner EU-borgere i forvejen har skrevet under på, at EU helt bør forbyde landbrugsdyr i bure.
“Vi deler forbrugernes skepsis overfor manglende dyrevelfærd i landbruget, og som førende inden for fødevaresektoren hilser vi End The Cage Age-kampagnen velkommen,” skriver de store fødevarekoncerner i en fælles udtalelse, der tyder på, at de har læst skriften på væggen.

Flere undersøgelser viser nemlig, at EU-borgerne lægger vægt på dyrevelfærd for landbrugsdyr.
En tidligere rundspørge lavet af Eurobarometer, blandt forbrugere i EU-landene, viser blandt andet, at 94 procent af EU’s borgere betragter dyrevelfærd som vigtigt.

“Vi er opsat på, at ændre fødevareindustrien indefra, og revideringen af EU’s dyrevelfærdslovgivning er en oplagt mulighed for at stoppe brugen af bure i EU’s landbrug,” skriver gruppen af de i alt 10 koncerner, der består af:
Aldi, Barilla, Roberti, Ferrero, Jamie Oliver Group, Ikea, Les Mosquetaires, Mondelez International, Nestlé og Unilever.

I Danmark har samtlige butikskæder under Dagrofa, Salling Group, Coop, 7-Eleven samt Rema 1000 allerede droppet buræg fra hylderne eller forpligtet sig til at fase dem ud af deres sortiment. (Kilde: ChickenWatch).

Brevet til EU-kommissionen er et led i kampagnen, End The Cage Age, som er et samarbejde mellem 170 NGO’er i Europa, anført af Compassion In World Farming (CIWF).