Ny DR-dokumentar bringer dansk modstandmand hjem

Ny DR-dokumentar bringer dansk modstandmand hjem

I Mindelunden lidt nord for København ligger de danske modstandsmænd begravet. De har ligget der siden efterkrigstiden, men i 2022 tilføjede man for første gang i 77 år endnu en urne til stedet.

Urnen, der helt uventet dukkede op på et museum i England for få år siden, indeholder knoglerester af den danske modstandsmand Preben Holger Larsen, som Hitlers regime slog ihjel i en koncentrationslejr under krigen. Den historie fortælles nu en ny DR-dokumentar af historikerne Bjørn Meyer og Peter Ørbæk Olsen.

“I programmerne fortæller vi den underfortalte historie om efterspillet efter krigens afslutning, og hvad der skete med de jordiske rester af de danske modstandsmænd, der mistede livet i koncentrationslejrene. Ved at forfølge mysteriet om én dansk modstandsmands mystiske skæbne, kan vi samtidig folde denne vigtige del af Danmarkshistorien ud”, siger chef for Bred kultur og fakta i DR, Lisbeth Langwadt.

Igennem tre episoder undersøger Bjørn Meyer og Peter Ørbæk Olsen, hvad der skete med Preben, og hvorfor en britisk læge tog lige præcis hans urne fra kz-lejren, mens andre urner blev sendt tilbage til de danske familier.

“Det har været en øjenåbner at følge Prebens spor. Tiden lige efter afslutningen på Anden Verdenskrig er ekstremt kaotisk, og det er Prebens rejse efter sin død et eksempel på”, siger Peter Ørbæk Olsen.

Bjørn Meyer tager i programmet til Frøslevlejren og finder her ud af, at det på ingen måde er tilfældigt, at Preben Holger Larsen ender i en kz-lejr, og i London får Peter Ørbæk Olsen nye spor, som rejser spørgsmålet: Kan Preben Holger Larsen have været udsat for nazisternes medicinske forsøg?

Første afsnit af ’Knoglerne fra kz-lejren’ kan ses på DRTV tirsdag den 14. november fra klokken 6.00 og på DR2 samme dag klokken 21.00. Programmerne sendes løbende hver tirsdag over tre uger.

Share