Ny Skibby-bog er ikke kun for cykelfans

Ny Skibby-bog er ikke kun for cykelfans

CyclingWorld.dk har læst Tonny Vorms Engang var jeg Jesper Skibby, der udkommer på Politikens forlag den 24. marts.

Af Kenneth Møller Kristensen. Bragt i samarbejde med CyclingWorld.dk.

Engang var jeg Jesper Skibby er ikke en cykelbog, som cykelbøger er flest. Det er ikke fordi, der ikke er gode cykelhistorier i bogen, men det er ikke dem, der er bogens højdepunkter. Bogen er derimod primært en fortælling om en mand, der er blevet voksen i en moden alder. Og en bog om den rejse Jesper Skibby har gennemgået fra at være en mand i kæmpe krise, da cykelkarrieren sluttede, til ham, der nu lever et stille og roligt liv i Gilleleje.

Forfatter Tonny Vorm har forrygende sat scenen til Skibbys fortælling. Bogen er nemlig bygget op, så det ud over Skibbys egne beretninger, også er andre personer tæt på Skibby, der fortæller deres oplevelser med den tidligere cykelrytter. En glimrende ide, der nogen gange kan virke lidt forceret, men generelt fungerer rigtigt godt. Specielt er det da interessant at læse de tanker som Flemming Østergaard og Dan Hammer har om Skibbys ni år som ansat i Parken Sport & Entertainment. 

Som læser får man ganske enkelt et super indblik i hvilken sammensat person Jesper Skibby er. Man kommer til at reflektere over, at livet er en konstant udviklingsfase, og at ingen mennesker følger den samme livsbane. Og det er da altid gode refleksioner at give sig tid til.
Det kunne dog have været interessant, at der blev boret endnu mere i Jesper Skibbys forhold til far Willy Skibby. Men det virker til at være en problemstilling, der sendt til hjørne, mens resten af kampen pænt spilles videre.

Rent cykelmæssigt er det begrænset, hvad der er af nye fortællinger i bogen. Men derfor kan man jo gode nyde, smile af og forundres over episoder i Jesper Skibbys cykelkarriere. Der er et par overraskende historier om tiden på home Jack & Jones teamet og om partidskørslen Trofeo Baracchi i 1987, der er værd at tage med. Plus at bogen har er et par gode cykelsportsanalyser af blandt andre EuroSports Thomas Bay. Og det er jo heller ikke alle, der som denne anmelder, læser det meste cykellitteratur, og derfor kender de mange historier. 

Mange kender Skibby som en pauseklovn og et underholdende indslag i Tour de France-dækningen i 1990’erne. Som læser af bogen får man understreget, hvilken seriøs og imponerende cykelrytter Jesper Skibby var. Han havde verdensklasse og lavede verdensklasse præstationer. Men man bliver også trist af at læse om hans omfattende medicinmisbrug efter cykelkarrieren, og om et par virkelig rystende episoder i den berømte danskers liv. Denne anmelder savner lidt en tråd fra Skibbys dopingbrug som cykelrytter til medicinmisbruget efter karrieren. Måske er den der. Måske ikke. Den kunne havde været lavet i bogen, men det kan også være den havde givet et forkert fokus.

Generelt er der tale om en velskrevet bog, som primært henvender sig til folk, der har interesse for cykelsporten. Men bogen kan sagtens læses af dig, der bare går op i det at være et menneske og at gennemgå en menneskelig udvikling. Vorms sprog binder tingene godt sammen, så man sidder med en følelses af en fortælling, der hele tiden er i udvikling, og skal et sted hen. Forfatteren er god til at sætte scener til de forskellige fortællinger, som bogen er sat sammen af. Selvom det måske ikke altid er relevant hvilken kro en samtale har foregået på. Det skal dog ikke skræmme nogen læsere væk.

Vidste du i øvrigt at Jesper Skibby har fået tilbudt at være med i en pornofilm? At han kollapsede som TV-ekspert for en hollandsk TV-station i 2005? Og at han gerne ville tilbage til TVM efter skiftet til home Jack & Jones? Nok ikke. Også derfor kan du med fordel læse Engang var jeg Jesper Skibby. Eller også skal du bare læse bogen, hvis du interesserer dig for at blive et bedre menneske.

Engang var jeg Jesper Skibby udkommer på Politikens Forlag den 24. marts. Du kan via CyclingWordshop.dk bestille Engang var jeg Jesper Skibby.

Share