Berliner-energi, nærvær og kvalitet bliver kernen i ny special-kiosk på Nørrebro

Berliner-energi, nærvær og kvalitet bliver kernen i ny special-kiosk på Nørrebro

Midt på Nørrebro, lige ved Stefanskirken med udsigt til Nørrebroparken, åbner en ny kiosk, hvor det hverken handler om hurtig betjening eller mersalg, men hvor fokus er på lokalområdet og gode gamle købmandsværdier.

For mange er en tur i kiosken noget, der bare skal overstås. Men 34-årige Mads Duelund vil gerne gøre et kioskbesøg til en spændende oplevelse. Derfor åbner han sammen med en gruppe venner ‘Nørrebro Späti’, og visionen er klar: 

Vi vil tilbage til de gamle købmandsværdier, hvor det ikke handler om tempo og mersalg, men mere handler om at være til stede: At kende kunderne og at være en aktiv del af lokalområdet“, siger Mads Duelund, der selv bor på Nørrebro. 

Nørrebro Späti er opkaldt efter de ikoniske berliner-kiosker kaldet ‘Spätkaufs’, eller i daglig tale bare ‘Spätis’, og for Mads Duelund er ‘Nørrebro Späti’ en hyldest til netop dén måde at drive kiosk – og ikke mindst hans personlige oplevelser fra Berlin: “Da jeg var en ung mand uden særligt mange penge, var mine venner og jeg ofte i Berlin. Her var kioskkulturen en helt anden, hvor man kunne købe billige øl og hygge sig ude foran. Det passede os sindssygt godt, vi følte os velkomne og gjorde sommer i Berlin til et årligt tilflugtssted. Det er præcis dén kioskoplevelse, vi vil genskabe med Nørrebro Späti”, siger Mads Duelund. 

Selvom Berlin er en tydelig inspiration for folkene bag Nørrebro Späti, så skal man ikke forvente en tro kopi af de tyske kiosker. Derimod er det en ambition, at Nørrebro Späti skal afspejle det spraglede og farverige Nørrebro. Udover kvalitetsvarer som importøl, naturvin på køl og hjemmelavede, økologiske sandwiches af lokalt producerede råvarer, kan man også købe bøger, billeder, LP’er og plakater – alt sammen produceret af lokale kunstnere. Og så bliver Nørrebro Späti et sted, hvor alle skal have råd til en god kop økologisk kaffe eller øl – også selvom man er på SU.

Vi ligger en spytklat fra Nørrebroparken, så vi ser frem til at servicere alle de sommerglade mennesker, som vil chille på budget. Man må godt have det lidt godt, selvom man er broke”, lyder det fra Mads Duelund. 

Nørrebro Späti holder åbningsfest lørdag den 20. april, hvor der vil blive serveret fadøl, vin, kage og lokale dj’s vil spille søde rytmer og byde både Nørrebro Späti og foråret velkommen til Nørrebro. 

Share