“Huset” har premiere den 1. september på DR

“Huset” har premiere den 1. september på DR

Den 1. september på DRTV og den 3. september klokken 20.00 på DR1 kan man følge blandt andre Sofie Gråbøl og David Dencik i den nye tv-serie ’Huset’, der er centreret om fire fængselsbetjente, der skal få styr på de indre linjer i et fængsel.

Sammi (Youssef Wayne Hvidtfeldt), Henrik (David Dencik), Miriam (Sofie Gråbøl) og Gert (Charlotte Fich) er fængselsbetjente og kollegaer i et nedslidt, dansk fængsel, kendt som ‘Huset’.

Deres arbejdsmiljø er råt og fjendtligt, men alligevel med en form for overenskomst mellem indsatte og ansatte. De fire betjentes liv udenfor fængselsmurene er samtidigt af forskellige grunde fyldt med konflikter, hemmeligheder og ensomhed. Hemmeligheder, der snart vil afsløres og få store konsekvenser, ikke alene for dem selv, men for alle både indenfor og udenfor murene.

’Huset’ er skabt af Kim Fupz Aakeson i tæt samarbejde med instruktørerne Frederik Louis Hviid og Michael Noer og er en rå serie, der er meget realistisk i sit udtryk. For fiktionschef i DR Henriette Marienlund bliver ‘Huset’ på mange måder – sat over for for eksempel ‘Carmen Curlers’ – et godt billede på det spænd, der er i DR Dramas produktioner. “Serien går til kanten i forhold til at skabe et råt miljø og give indsigt i en verden, som de færreste nok kender. Det er noget helt andet end serierne ’Carmen Curlers 2’ og ’Bag enhver mand’, som begge kommer på DR senere i år. Serien er på mange måder symbolet på vores intention om ikke at lave fiktion, der er en metervare, men at vi tør og vil ud og lave serier, der lever i deres egen ret og er tro mod netop deres univers”, siger Henriette Marienlund.

Historien i ’Huset’ udspiller sig over tre måneder, og begynder da man får at vide, at fængslet vil blive lukket, medmindre man får bugt med den dårlige omtale, hierarkiet og handlen med stoffer, som dominerer arbejdspladsen. Den melding skaber hurtigt to fløje blandt betjentene. Der er dem, der mener, at det er bedst at opretholde status quo, og dem der hilser en strammere kurs over for de indsatte velkommen. For de fire betjente bliver det samtidig startskuddet til at deres personlige udfordringer smelter sammen med livet i fængslet.

“Med ’Huset’ har vi lavet en både spændingsmættet og ret unik serie i forhold til fængslet som arena. Det særlige er, at vi tager fængselsbetjentenes vinkel og ikke det mere traditionelle fangeperspektiv. Det giver muligheden for at kombinere et benhårdt arbejdsliv med betjentenes privatliv på en måde, jeg ikke synes, man har set før”, siger Henriette Marienlund.

Ud over de nævnte skuespillere medvirker også blandt andre Laura Christensen, Bjarne Henriksen, Gustav Dyekjær Giese, Sami Darr, Dan Boie, Mads Rømer og Ida Cæcilie Rasmussen.

’Huset’ er i 6 afsnit a 58 minutter.

Share