Det går op og ned i ny bog om Beckerlee. Mest op

Det går op og ned i ny bog om Beckerlee. Mest op

“Det går op og ned i showbiz”, sagde Franz Beckerlee, da han stod på bistandskontoret efter Gasolin havde spillet deres sidste koncert i 1978. Det er vel det mest berømte citat Beckerlees nogensinde har leveret. Og citatet er meget sigende for den nye bog om guitaristen fra Danmarks nok mest ikoniske rockband. Der er nu flest opture i bogen.

Af Kenneth Møller Kristensen

Den 7. september er Franz Beckerlee Stonefree – et liv med og uden Gasolin, udkommet på forlaget Brilleuglen. En fortælling om Beckerlees farverige liv fortalt af ham selv og mange andre.

Biografier om interessante personer er altid relevante. Og hvis der er noget Franz Beckerlee er, så er det interessant. Den der type, der på trods af at være vokset op i mindre gode kår, blandt andet med fraværende forældre, alligevel har noget ekstraordinært at byde på. Den type hvor man tænker: Hvordan er han blevet som han er? Hvordan har han formået at leve det liv, som han har levet?
Det kan du blive meget klogere på i biografien om multikunsternen fra Amager. For her kommer du som læser med hele vejen fra at hans mor mente, at han burde have været en plet på et lagen, til jazz-miljøet i København, over tiden som stjerne i Danmarks nok mest succesfulde rockorkester og til et liv som kunstner.

Det virker ikke som om der er lagt noget filter på eller at der er nogen sager, der er lagt lå på. Du får det hele i Franz Beckerlee Stonefree – et liv med og uden Gasolin.

Der er kapitler i bogen, der er mindre interessante. Måske specielt om Beckerklees ungdomsår. Der mangler måske et gennemgående tema og fortælling i bogen. Men til gengæld er det sjovt og interessant at læse om perioden i Københavns jazzmiljø, hvor Beckerlee primært gjorde sig, indtil Jimi Hendrix åbnede hans øjne for rock. Om Beckerlees oplevelser med Torben Ullrich, og sønnen Lars, om han mening om Lone Kellerman, om den gang han blev taget i at plagiere en film til en bog og rigtig meget andet.

Bogen er et godt indblik i en periode, hvor der blev skrevet dansk kulturhistorie, der er er referencer i rigtig mange retninger. Du kan rent faktisk blive klogere ved at læse den her biografi.

Franz Beckerlee – Stonefree – Et liv med og uden Gasolin får tre Appelsiner fra JuicyNet.dk. Den er læseværdig for dig, der interesserer sig for dansk musik og kulturliv. Eller også bare for dig, der kan lide at sætte sig ind i menneskeskæbner.

Bogen er skrevet af Thomas Vilhelm og Niels Ole Baadsgaard er udkommet den 7. september på forlaget Brilleuglen. Den består af 336 sider og har en vejledende udsalgspris på kr. 299,50.

Share