Tinderbox klar med 15 nye navne til den elektroniske scene Magicbox

Tinderbox klar med 15 nye navne til den elektroniske scene Magicbox

Tinderbox-plakaten prydes allerede af navne som Lenny Kravitz, Bryan Adams, Camila Cabello, Ukendt Kunstner, Suspekt, Janelle Monáe, MØ, RAYE og mange flere. Og mens fans af elektronisk musik allerede har fået løftet sløret for stjernerne David Guetta & MORTEN, Dimitri Vegas & Like Mike og Nicky Romero, har programmet til den dedikerede, elektroniske scene Magicbox været holdt i det hemmelige indtil nu.

Tirsdag afslører festivalen 15 af de artister, som skal sende de cirka 12.000 fans, der er plads til foran scenen, i fælles danseekstase.

Den norske verdensstjerne Alan Walker bragede ind på den elektroniske musikscene i slutningen af 2015 med debutsinglen ”Faded”, som i skrivende stund har tæt på 2 milliarder streams på Spotify alene. Det blev startskuddet til en karriere, der har bragt ham verden rundt på udsolgte arenaturneer og festivalscener som Coachella, Lollapalooza og Tomorrowland, skaffet ham remix-jobs for artister som Bruno Mars, Coldplay og Miley Cyrus, gjort ham til den anden mest fulgte DJ på både YouTube og TikTok og skaffet ham i omegnen af 50 milliarder musik- og video-streams på tværs af platforme. Nu kommer han til Danmark og Tinderbox.

Tyske BENNETT får æren af at åbne ballet om torsdagen. Han brød igennem lydmuren sidste år med sit techno-remix af den franske korsang ”Vois Sur Ton Chemin” fra filmen Les Choristes, som allerede har rundet 230 millioner streams på Spotify.

Den tyske duo FAST BOY optræder med et hybrid DJ-set og har senest udgivet hittet ”All My Life” i samarbejde med Tiësto. Duoen var også med til at skabe monsterhittet ”Bad Memories” sammen med italienske MEDUZA, som ligeledes er blandt dagens annoncerede navne. 

BUNT. hitter lige nu stort med sange som ”Cloud” og ”Lose It All” med engelske Ellie Goulding som feature, mens den storstreamende hollandske producer Sam Feldt ligeledes hitter med sin melodiske house og samarbejder med stjerner som Rita Ora, Kesha, Gavin James og Kygo. 

Flere danske artister melder også deres ankomst til Magicbox til sommer, herunder HEDEGAARD, Bless You og Tinderbox-veteranerne TooManyLeftHands. Festivalen forventer stadig at annoncere en håndfuld flere navne til årets Magicbox-program.

Det helt store scoop på Magicbox i år er selvfølgelig Dimitri Vegas & Like Mike, som lige nu brager derudaf med deres remix af Didos ”Thank You”, som blev udgivet i december sidste år og allerede snart har rundet 50 millioner streams på Spotify”, udtaler booker Peter Kjær om årets program.

Det foreløbige lineup til Magicbox 2024 (nye navne markeret med fed) er: 

Alan Walker (NO)
BENNETT (DE) 
Bless You
BUNT. (DE)
Claptone (DE)
Dimitri Vegas & Like Mike (GR)
FAST BOY (DE)
HEDEGAARD
Joris Voorn (NL)
Marten Hørger (DE)
Mau P (NL)
MEDUZA (IT)
Miss Monique (UA)
Nicky Romero (NL)
Moojo (FR)
Sam Feldt (NL)
TooManyLeftHands

Share