DR sender OL fra studie på toppen af Experimentarium

DR sender OL fra studie på toppen af Experimentarium

DR får spektakulært OL-studie på Experimentariums tagterrasse, hvor publikum inviteres med til alle tiders OL-fest. Her kan man blandt andet følge de danske atleter på storskærm og selv prøve kræfter med nogle af de olympiske discipliner.

En ’miniudgave’ af den olympiske by i Tokyo på toppen af Experimentarium i Hellerup bliver et af omdrejningspunkterne for DR’s dækning af sommerens Olympiske og Paralympiske Lege.

DR får OL-studie i en nyopført glaspavillon øverst på Experimentariums 2.000 kvadratmeter store tagterrasse med panoramaudsigt over Øresund. Publikum får fri adgang til tagterrassen, mens DR transmitterer fra Tokyo. Det bliver blandt andet muligt at følge OL og PL på storskærm og selv prøve nogle af de olympiske og paralympiske discipliner. Selvfølgelig under hensyntagen til gældende corona-retningslinjer.

Tagterrassen omkring DR-studiet indrettes med inspiration fra OL-værtsbyen Tokyo og japansk kultur og natur. Både under De Olympiske Lege og de efterfølgende Paralympiske Lege er tagterrassen åben fra tidlig morgen til ud på aftenen. Her bydes der blandt andet på storskærmsoplevelser og events, hvor publikum kan se opvisninger eller selv kan prøve kræfter med udvalgte olympiske og paralympiske discipliner, når en række idrætsforbund gæster tagterrassen.

“Sommer-OL er den største tv- og sportsbegivenhed, der findes. Her bliver sport for alvor den store, fælles samtale blandt os danskere. Med vores OL-studie i spektakulære rammer på toppen af Experimentarium forener vi på smukkeste vis DR’s ambitioner om at skabe fællesskabsfølelse omkring de store øjeblikke ved OL med Experimentariums ambitioner om at engagere det fremmødte publikum”, forklarer underdirektør Anders Kern Boje, der har ansvaret for DR Sporten.

DR1 sender efter planen fra OL-studiet på tagterrassen fra klokken 8.00 til klokken 18.30. Mellem konkurrencerne bliver der samlet op på resultaterne, og fra klokken 15.30 til klokken 18.30 sendes der nedklip fra dagens højdepunkter.

Gennemgående og samlende vært i OL-studiet bliver Tina Müller, men også Ulla Essendrop og andre DR-værter får plads i værtsstolen.

Om aftenen sendes et primetime-magasin på DR1 på en time fra klokken 20.00 til klokken 21.00 med de vigtigste OL-nyheder.