Ny bog viser verden  i urbaniseringsperspektiv

Ny bog viser verden i urbaniseringsperspektiv

Byer har altid både fascineret og forfærdet mennesker. De har været et sted, hvor folk fra alle verdens hjørner og samfundslag, rig og fattig, har kunnet mødes og leve side om side: gå på de samme kaffebarer og endda bade offentligt sammen. I en ny bog fortæller Ben Wilson byens historie. Fra den første by og helt frem til i dag. Historien strækker sig over 7000 år og fortæller om lyst, lidenskab og latriner.

Uruk var den første by. I Gilgamesh fortælles om Enkidu, som lever i naturen, men giver afkald på sin frihed, fordi han fristes af seksuel nydelse og flytter til den sagnomspundne by Uruk. Byen var på sit højeste omkring 3000 f.v.t., og havde et imponerende indbyggertal mellem 50.000 og 80.000 mennesker. ”Som en myretue tronede byen på en høj skabt af mange generationers aktivitet, lag efter lag af affald og kasseret byggemateriale,” skriver Ben Wilson. Selvom historien om Enkidu er fiktiv, så er der måske alligevel noget sandt ved fortællingen, for byer har længe været forbundet med det forbudte og erotiske, drømme og mareridt. Byens mange muligheder har altid været både tillokkende og skræmmende og stået i stor kontrast til livet på landet.

Metropol fortæller om den hippodamiske by, som var inspireret af demokrati og matematik, og byerne i Indus, hvor alle husstande havde skylletoilet. Den fortæller om de dyr, som har tilpasset sig livet i byerne, og hvordan kvinder i århundrede har navigeret i byens farlige gader.

Ben Wilson viser os, at byer aldrig har været en egentlig nødvendighed, men da de først eksisterede, skabte deres tætte befolkning både nye professioner, former for kunst, tilbedelse og handel, og på den måde blev civilisationer bygget. Metropol tager læseren med på en rejse fra Los Angeles og Lübeck til Lagos og Lissabon og videre endnu. Det er den store historie om menneskets største præstation.

Fakta om bogen:

METROPOL
Forfatter: Ben Wilson
Oversætter: Lotte Follin
Forlag: Turbine
ISBN: 9788740618334
Sidetal: 519
Vejl. pris: 349,95 kr.
Udgivelsesdato: 29. oktober 2021