Psyched Up Janis skal på 30-års jubilæums Tour

Psyched Up Janis skal på 30-års jubilæums Tour

De to grundlæggere af bandet Psyched Up Janis, Sune Rose Wagner og Jakob Krogh Jørgensen drager på 30-års jubilæums tour i 2024.

Psyched Up Janis slog sig fast som et af DK´s bedste livebands tilbage i 90´erne, hvor de spillede et hav af koncerter i Danmark, resten af EU og USA. De spillede på legendariske steder i USA som CBGB´s (New York), The Troubadour (L.A.) og Bottom of the Hill (San Francisco). De har været på flere Europa-tours og tour i Norden. Derudover er de det eneste band nogensinde, der har spillet på Roskilde Festival 6 år i træk, 1994-1999.  

I 2009 lavede P.U.J en kort reunion-tour, da de hyldede deres gode ven, fotografen Søren Solkær, ved hans store Rockfoto udstilling ”Closer” i Øksnehallen, hvor bandet spillede sammen for første gang i 10 år. Da de opdagede, at der stadig var spilleglæde og gnist internt i bandet og masser af trofaste fans, satte de deres 2. reunion-tour op i 2014, hvor de hyldede debutalbummet ”Swell”, der havde 20-års jubilæum.  

Siden udsendte bandet deres bagkatalog fra 90’erne på vinyl (4 ud 5 albums for første gang på vinyl) og første oplag blev revet væk på 4 dage – til bandets store overraskelse – de nuppede da også 1.- 5. pladsen ugen efter på den danske officielle vinyl hitliste! Bandet fik blod på tanden og udgav i 2022 fire albums med bl.a. demoer, hele debutalbummet ”Swell” indspillet på én dag, ikke udgivede sange, m.m. 

I 2019 gav de koncert i Det Kongelige Teater, og de tog på mini-tour i 2022, bl.a.  sammen med med Dizzy Mizz Lizzy, hvor der blev sluttet af med et stort rockbrag i mægtige Royal Arena. 

Med fansene i ryggen og masser af gejst for at spille live, har Sune og Jakob valgt at spille endnu en tour i deres favorit byer i DK. Med sig tager de Jesper ”Yebo” Reginal. Han har spillet med bandet siden 1996 og har medvirket på det anmelderroste studiealbum ”Beats Me”, det ligeledes anmelderroste Live-album ”The Quiet Album”.

Billetsalget til touren starter fredag d. 15. september kl. 10:00 via: https://pdh.dk/tour/psychedupjanis/

Touren er som følger:

30.03 MUSIKHUZET BORNHOLM. Rønne
04.04 SØNDERBORGHUS
05.04 HARDERS. Svendborg
06.04 GIMLE. Roskilde
11.04 BYGNINGEN. Vejle
12.04 PLATFORM K. Horsens
13.04 TRAIN. Aarhus
18.04 TURBINEN. Randers
19.04 SKRÅEN. Aalborg
20.04 POSTEN. Odense
25.04 MANTZIUSLIVE. Birkerød
26.04 STORE VEGA. København
27.04 TØJHUSET. Fredericia
02.05 TAPPERIET. Køge
03.05 STARS. Vordingborg

Share