P3 Guld hylder dansk musik den 20. oktober

P3 Guld hylder dansk musik den 20. oktober

Siden 2001 har DR hyldet talentmassen i dansk musik ved P3 Guld. I år er ingen undtagelse, når P3 Talentet, P3 Lytterhittet og P3 Prisen uddeles den 20. oktober i Koncertsalen i DR Koncerthuset.

P3 Talentet modtager hele præmiesummen på 100.000 kroner, mens modtageren af P3 Prisen får overrakt den eftertragtede P3 Guld-statuette og vil gå i fodsporene på blandt andre Tobias Rahim, The Minds Of 99, Jada og Drew Sycamore. Derudover er det op til lytterne, hvem der vinder P3 Lytterhittet. De nominerede i kategorierne afsløres løbende på P3’s platforme.

Direkte på P3, DRTV og DR1

Andrew Moyo er vært ved showet, som kan ses direkte på DR1 og DRTV klokken 21.30, mens P3 ligeledes sender direkte i radioen og på DR Lyd. Til showet kan man blandt andet opleve Pil, Guldimund og Saint Clara. Flere navne kommer til, og de afsløres løbende de kommende uger på P3’s platforme.

For første gang siden 2020 sender P3 Guld direkte på tv – og til det siger vært Andrew Moyo:

“En af de ting jeg synes er mest spændende i år, er, at showet er live. Det er både fedt og lidt uhyggeligt, fordi alt kan jo gå galt. Det tror jeg nu ikke, det gør, men det kommer da til at kilde lidt ekstra i maven, når vi går på scenen – både på mig og på de kunstnere, der skal optræde”, siger Andrew Moyo.

Share